En gennemgang af patientjournaler fører nu til politianmeldelse af en tidligere ledende overlæge.

En tidligere ledende overlæge ved regionspsykiatrien i Randers er blevet anmeldt til politiet af Region Midtjylland.

Det skriver TV2 Østjylland.

Anmeldelsen til Østjyllands Politi sker efter nye alvorlige fund i gennemgangen af 1.500 patientjournaler. Regionen har ansat en række erfarne speciallæger til at gennemgå patientjournaler fra 2019 og frem.

Det er her, man har gjort flere fund, som Region Midtjylland ønsker, at politiet nu skal vurdere, skriver TV2 Østjylland, der desuden fortæller, at der har været flere sager om lægefejl på et psykiatrisk afsnit i regionspsykiatrien i Randers.

TV2 Østjylland har desuden set et brev sendt fra Styrelsen for Patientsikkerhed til den tidligere overlæge.

»Vi er fortsat ved at undersøge de bekymringer om dine faglige kompetencer, der er rejst. Din journalføring er imidlertid så mangelfuld, at det ikke på denne baggrund er muligt at vurdere dine faglige kompetencer. Herunder vurdere, om dine faglige vurderinger og behandlingstiltag har været korrekte og relevante,« står der i brevet.

Det var en whistleblower-henvendelse, der i sin tid førte til, at patientjournalerne skulle gennemgås. Det har i sidste ende ført til en politianmeldelse.

/Ritzau/