Tøjhushavekvarteret ligger som en landsby midt i byen. 7. maj kan du lære om kvarterets historie.

Oplev den unikke atmosfære i Tøjhushavekvarteret i Randers, mens du bliver klogere på kvarterets historie. Museum Østjylland inviterer i en pressemeddelelse på guidet byvandring i landsbyen i byen tirsdag 7. maj.

På byvandringen kan du høre om, hvordan kvarteret opstod, og hvem der var de drivende kræfter bag. Du kan også blive lidt klogere på, hvad det er, der gør Tøjhushavekvarteret til noget ganske særligt og så forskellig fra Randers’ andre bydele.

Det er historiker Simon Ryvang True, der viser rundt og fortæller et udpluk af de mange spændende historier fra kvarteret.

»På turen rundt i de små gader vil jeg fortælle om mennesker, der tidligere boede i Tøjhushavekvarteret. Og så skal vi naturligvis kigge nærmere på de forskellige ejendomme, der giver kvarteret variation og liv. Ejendomme, som rummer fortællingen om, hvordan kvarteret er opstået og har udviklet sig,« forklarer historikeren.

I 1829 blev jorden, der tilhørte det nedrevne Dronningborg Slot, frasolgt til private investorer. Det banede vej for, at Tøjhushavekvarteret kunne opstå. Pludselig blev der plads til beboelse og industri øst for den gamle bykerne.

Med tiden udviklede kvarteret sig til et regulært arbejderkvarter. De mange arbejdere var beskæftigede på havnen, hos Scandia eller måske på fabrikker som Højlunds Sæbefabrik, Møbelfabrikken Odin eller Valsemøllen, der alle lå i Tøjhushavekvarteret i en lang årrække.

Billetter til byvandringen kan købes på museets hjemmeside.

Har du ikke mulighed for at deltage 7. maj, er der en ny chance 4. juni, hvor historiker Viktor Bjerg Bondesen inviterer interesserede på en lignende byvandring.

sra