Af Margit Skovgaard Toft
Travlhed med arbejde, skole, aktiviteter, vasketøj, indkøb med mere er børnefamiliernes lod.
I familier med et handicappet barn har vi en hverdag med et ekstra lag. Her skal et handicap imødekommes, hjælpes, og der skal træning til. Om det er fysisk eller mentalt, gælder det samme. Det handler ikke bare om flere opgaver på listen. Det handler også om en præmis, der påvirker hele familiens liv. Det tager ens kræfter, opmærksomhed og ressourcer.
Mens vi hjælper vores handicappede barn og driver familie på bedste beskub 365 dage om året, 24-7. Ja, så er der meget andet, vi ikke kan nå. For eksempel kaste os over de årlige budgetforslag. Budgetforslag, der bliver fyldt op med forslag, som ingen hensyn tager til faglighed eller konsekvenser.
10 procent på specialområdet i Randers’ skolevæsen! Ja, måske opdager vi det ikke – ikke i kataloget. Men når virkeligheden rammer, slynges vi ud i kaos.
Budgetkataloget frembringer vanvidsargumentet om, at et ressourcesyn skal få handicappede til at glide ind i almenområdet. Ikke en eneste konsekvensberegning er der at finde. For de handicappede børn, for børnene i almenområdet, for personalet, ja, for noget som helst. Og bevares, ressourcesyn er skam en pædagogisk og didaktisk tilgang. En tilgang, der styrker læringsfællesskaber. Ikke en tilgang, der får handicaps til at gå væk.
Men I giver den bare gas – vi ligger ned i forvejen!
