En 28-årig mand blev fredag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers.
Han er sigtet for en lang række overtrædelser af færdselsloven, fordi han torsdag eftermiddag kørte vanvidskørsel i Randers C.
En patrulje havde set bilen køre hasarderet på Rosenørnsgade, hvor der skete flere overtrædelser af færdselsloven. De forsøgte derfor at standse bilen.
Bilisten ønskede dog ikke at efterkomme politiets anmodninger. Han kørte fra stedet med politiet i hælene, og flere patruljer blev tilkaldt.
Biljagten endte på Vester Altanvej, hvor den 28-årige mand klokken 15.20 blev anholdt efter et kort flugtforsøg til fods.
Bilen, som han var kørende i, blev beslaglagt, og en 23-årig mandlig passager blev også anholdt, men han blev løsladt igen efter afhøring.
Ved grundlovsforhøret blev den 28-årige mand varetægtsfængslet i fire uger.
Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen, men de vil gerne høre fra vidner, der oplevede vanvidskørslen, som fandt sted omkring klokken 15.15.
Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.