En formodet påvirket bilist blev søndag aften anholdt, da betjente fra Østjyllands Politi klokken 20.20 standsede et køretøj på Østergade i Asferg.
Føreren – en 46-årig mand – blev fundet i besiddelse af en mindre mængde hash. Han blev sigtet for narkokørsel, besiddelse af euforiserende stoffer og kørsel uden førerret.
Natten til mandag klokken 1.20 blev en 19-årig mand så stoppet af en patrulje, da han kom kørende på Hadstenvej i Randers SV.
Den 19-årige mand blev sigtet for narkokørsel, da betjentene fik mistanke til, at han var påvirket af stoffer.
Manden blev desuden fundet i besiddelse af en mindre mængde kokain og blev derfor også sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
En medpassager i bilen blev fundet i besiddelse af en pose med hash, og derfor blev han også sigtet for besiddelse af ulovlige stoffer.
Klokken 2.50 blev en mand anholdt og sigtet for at køre bil påvirket af euforiserende stoffer.
Denne gang var der tale om en 29-årig mand, som blev stoppet af en patrulje på Trekronervej nær Nordre Kirkegård i Randers.
Den 29-årige mands køretøj blev beslaglagt, fordi han flere gange har kørt bil, selvom han ikke har et gyldigt kørekort.
Han blev samtidig fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, og han blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
Han blev også sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, da han blev fundet i besiddelse af en låsbar foldekniv og en ulovlig halskniv.
En 27-årig kvindelig medpassager blev ved samme episode sigtet for besiddelse af ketamin, hash og kokain.