Det bliver de populære DR-værter Sara Bro, Ulla Essendrop og Katrine Muff, der står bag roret, når årets Danmarks Indsamling sendes live fra Værket i Randers 4. februar 2023.

Det er en erfaren værtstrio, der i år skal føre danskerne igennem årets indsamlingsshow på DR1 og DRTV, når der den 4. februar 2023 samles ind til verdens sårbare børn. De tre DR-værter, Sara Bro, Ulla Essendrop og Katrine Muff, har tilsammen erfaring med alt lige fra live-shows, nyheder, radio, tv-events og mange interviews og er mere end klar til fem timers live-udsendelse fra Værket i Randers. Med værterne på plads kan man desuden se frem til januar, hvor artisterne for den musikalske underholdning offentliggøres.

Op til selve liveshowet er der sat gang i en masse gode projekter i hele landet og særligt i Randers som værtsby, der samler ind til Danmarks Indsamlingen 2023.