De ansatte har sørget for at bygge en bar for demente beboere på en afdeling af plejehjemmet Rosenvænget i Randers.
Den alkoholfrie bar med spejl, disk og lysende neonskilt står klar i ’Solsikken’. Det er en afdeling for 11 demente beboere på plejehjemmet Rosenvænget.
Det hele er et frivilligt projekt. Flere af de ansatte, pedellen og deres ægtefæller har hjulpet til. En har skaffet spejlet. En anden har skaffet disken, mens pedellen har sørget for at få lamperne hængt op. Alt sammen er gjort frivilligt.
For at få smilet frem hos beboerne.
»Vi ved hvor stor betydning det har for de ældre og de pårørende at få deres egen bar. En anden afdeling har en allerede og her har flere af vores brugere benyttet den. Men nu har vi sørget for, at de selv har én. Det er mere trygt og giver dem et bedre fællesskab,« siger Merethe Munkholm på vegne af de ansatte i afdelingen.
Bar med mening
Åbningen af baren blev markeret i torsdags med levende musik, kaffe, kage, boller og farverige alkoholfrie drinks. Det meste sponsoreret af aktivitetsudvalget. De fleste pårørende var dukket op, for at feste med. Efter planen skal beboerne hygge sig med alkoholfri drinks hver fredag og så er der lagt op til fest og musik på andre tidspunkter.
Kasper, en anden frivillig, sidder bag klaveret og spiller evergreens. Musikeren har spillet for demente beboere siden han var teenager og han kender deres musiksmag og ved, hvordan han skal tale med dem.
Det er jo ikke let at holde takten, når demensen af og til får dig til at stoppe op i en sætning, eller du uopfordret begynder at holde en tale om gymnasiets betydning, fordi du selv engang var lærer.
Beboerne har alle middel eller svær demens. Musik, dans – og en nybygget bar – giver hverdagen et løft og fremkalder måske et par minder.
»Jeg bor til leje på Haveje«
Da Kasper spiller op til dans, efterlades drinks, boller og kage og der danses igennem.
Alle synger med på: »Jeg bor til leje på Haveje. På restaurant Den gyldne reje. Min kone vil så gerne eje. En strandpromenade på Haveje.«
Smilene breder sig som sommerfugle på en blomstereng. En yngre vikar bliver trukket ud på gulvet, hvor beboerne og deres pårørende tydeligt har styr på trin, sangteksterne og motorikken. Hun smiler bredt, mens hun bliver indlemmet i musikkens magi og føddernes trin.
