Fusioneret arbejdsgiverforening har doneret 100.000 kroner, så smedefaget kan inspirere flere til at blive håndværkere.
100.000 kroner blev i denne uge doneret til smedeværkstedet Håndværksmuseet i Randers.
Det første de frivillige smede ønsker sig, er en fladskærm og flere hylder til at stille deres værktøj på.
»På fladskærmen kan vi vise i detaljer, hvordan vores arbejde bliver lavet. Det tager to erfarne smede 10 minutter at smede en hestesko. Hvis vi kan vise vores stolthed til faget, så håber vi der kommer flere til.«
Sådan lyder det fra Leif Nielsen, der sammen med flere andre smede arbejder frivilligt hver tirsdag og torsdag på Håndværksmuseet, der ligger på Lille Rosengård 16, lige ved Laksetorvet.
Efter overrækkelsen trimler en gruppe børnehavebørn fra Børnehuset Himmeldalen ind og kigger betuttet og fascineret på smeden Poul Erik Andersens sorte hænder, der rutineret varmer et stykke jern op i flammerne fra den lysende esse og med klingende lyde retter det glødende metal til på ambolten med sin hammer. Duften af opvarmet jern og varmen fra essen spreder sig i Håndværksmuseets smedje.
Poul Erik Andersen fortæller undervejs hvad han laver.
»Du skal jo smede, mens jernet er varmt,« lyder det lunt, henvendt til både børn og alle tilskuerne. Det er tydeligt, at han nyder at vise sin kunnen frem.
»Der er altid plads til flere frivillige,« lyder det med et stort smil fra Leif Nielsen.
Ny formidling
Smilene er også store kort før børnenes entré, da Jørn Sminge på vegne af Arbejdsgiverne Randers Omegn overrækker en kæmpecheck til Maria Louise Elgård Rasmussen, der er leder af Kommunikation og Formidling på Museum Østjylland. De er flankeret af både frivillige smede, samt Søren Nørgaard, der er kasserer i arbejdsgiverforeningen.
»Vi skal nok få brug for pengene og de går selvfølgelig til at forny smedeafdelingen her på Håndværksmuseet. Samtidig kan vi afsløre, at vi er ved at have samlet nok penge ind fra flere fonde, op mod 18 millioner kroner, så vi i den grad kan forny formidlingen på hele Håndværksmuseet,« fortæller Maria Louise Elgård, der kommer til at stå i spidsen for at skaffe den fornyelse.
Faktisk er overrækkelsen hendes første officielle opgave i jobbet, siden ansættelsen for halvanden måned siden.
Fag med varme
De 100.000 kroner er doneret af Arbejdsgiverne Randers Omegn, der fusionerede med Arbejdsgiverne Østjylland og Tekniq Installatørerne Aarhus i januar 2024.
»Det er opsparede midler som har været sat i værdipapirer og da vi fusionerede, besluttede vi, at en vis procentdel skulle doneres til lokale formål,« forklarer Jørn Sminge, der er afgående formand og ejer af Kronjyllands Køleteknik.
Arbejdsgiverforeningen, der nu hedder Tekniq Arbejdsgiverne Østjylland, har firmaer i mange brancher med relation til det gamle smedefag, herunder køleteknikere, VVS-folk, ventilationsfolk og selvfølgelig regulære smede. Den nye fusion samler over 283 arbejdsgiveres medlemsfirmaer fra Hadsund og Hobro i nord, til Grenå mod øst og helt til Horsens og Hedensted i syd.
»Vi vil gerne fremme de frivillige smedes mulighed for at vise, hvordan man betvinger et stykke jern og udbrede deres viden om det. I dag bruger vi i vores brancher stadig den viden om de samme processer, som smedene har brugt i århundreder. Så håbet er også at formidlingen her kaster flere interesserede håndværkere af sig,« brummer Jørn Sminge, der får anerkendende nik og bliver bekræftet i visionen af Maria Louise Elgård fra Museum Østjylland.
»Vores sigte er, at museet her gennem leg og læring viser de gamle fag frem og forhåbentlig kan virke som en inspiration, når de unge skal vælge deres uddannelse,« lyder det.