Han dutter hende på næsen og giver hende pandekagestykker med hånden og munden. Her er historien om et atypisk makkerskab mellem Ulrik Nørgaard og den vilde ræv Fine.
CHRISTINA S. JOHANSEN, LOKALAVISEN FAVRSKOV
En fuldmånenat i marts 2022 iklæder Ulrik Nørgaard sig varmt tøj og sætter sig ud i sin have i Vester Velling, naboby til Øster Velling, der ligger i Randers Kommune.
Det er frostklart og koldt.
Ulrik nyder stilheden og den friske luft i månens klare skær. Klokken er 01.30.
Efter 20 minutters tid brydes stilheden. En ræv er luntet rundt om hushjørnet og vader praktisk talt ind i Ulriks ben.
Ræven bliver lige så overrasket som Ulrik. Den stivner. Det samme gør han. Hunræven stirrer forvirret på ham. Det er som om, hun ikke helt kan finde ud af, hvad det er for en størrelse, som sidder dér. Han rører ikke en muskel – ikke fordi han er bange, men fordi han er dybt fascineret.
Han begynder at tale forsigtigt til hende, og hun får så stort et chok, at hun springer sidelæns to-tre meter væk. Dér bliver hun stående og betragter det mystiske væsen på stolen. Det er, som om hun tænker: »Hold da kæft, det er et menneske! Men hvis han var farlig, så ville han nok have ædt mig på nuværende tidspunkt.«
Rævens nysgerrige gemyt bringer den nærmere og nærmere Ulrik, som smasker og gaber, fordi han ved, at det er sådan hunde gør, når de vil signalere venlighed.
Til sidst kommer ræven op at stå på Ulriks skospids og strækker sig for at lugte til e-cigaretten i hans hånd. Oplevelsen er så spændende for hende, at hun bliver hængende i nærheden af Ulrik i 30-45 minutter, før hun stikker af. Ti minutter senere vender hun tilbage og bliver igen hængende i en halv times tid.
Allerede dér døber Ulrik ræven Fine, fordi hun reagerer meget på ordet ’fin’.
En kæmpe oplevelse rigere går Ulrik til ro. Han tror aldrig, at han vil få Fine at se igen, men det skulle vise sig, at han tager ganske fejl.
»Jeg er så stolt! Det er helt fantastisk! Men jeg skulle lige have vidst, hvad der var i vente,« siger Ulrik Nørgaard.
Forholdet udvikler sig
Dagen efter Ulrik og Fines første besøg sidder Ulrik klar, men Fine dukker ikke op.
»Nå, det var nok det,« tænker han og priser sig lykkelig over trods alt at have haft en god oplevelse.
Oplevelsen bliver dog kun større, for den efterfølgende nat lunter Fine igen omkring, og nu er Ulrik beredt med kamera.
»Jeg skal have taget nogle billeder, så folk tror på mig,« tænker han.
Han tager gode nærbilleder, selvom Fine er sky.
Allerede natten efter, altså Fines tredje besøg, stikker hun forkroppen ind i husets gang.
Hun bliver ved at dukke op aften efter aften og kommer længere og længere ind i huset. Ved fjerde besøg indendøre er hun så tryg, at Ulrik kan håndfodre hende.
En stor ære
I dag, et år senere, er Fine og Ulrik blevet kammersjukker. Fine dukker op næsten hver aften, og Ulrik står klar med pandekagestykker og frankfurtere. Det er livretterne, har Ulrik konstateret efter utallige andre forsøg.
Godterne serveres inde i Ulriks hus, og Fine snupper dem helt forsigtigt fra Ulriks hånd eller sågar fra hans mund.
»Lige fra den allerførste godbid har hun taget dem lige så venligt som en velopdragen hund,« forklarer Ulrik Nørgaard, som nærmest bobler over af begejstring over lille Fine.
»Hun er mit lys i mørket. Jeg er så taknemmelig for, at hun kommer her. Det er en lige stor ære hver gang, og jeg ved, at jeg er ekstremt heldig at få lov til det her. Det er ikke noget, jeg kommer til at opleve nogensinde igen. Derfor suger jeg det også ind, hver gang hun er her,« tilføjer han.
»Jeg bliver helt blød i knæene, når jeg kigger ind i hendes øjne. Hun er fantastisk! Hendes tillid er kæmpestor. Det er rørende.«
Har dyretække
Selvom Ulrik er fuld af benovelse over at være kommet så tæt ind på livet af en vild ræv, så tænker han egentlig ikke, at det er så mærkeligt, at det lige sker for ham.
»Jeg har altid haft ry for, at jeg kan noget med dyr. Det har fulgt mig hele livet. Hvis jeg eksempelvis er i et selskab med mange mennesker og hunde, så hænger hundene altid ud ovre ved mig,« siger han.
Men hvad har du gjort for at komme så tæt på ræven?
»Jeg har ikke gjort noget specielt. Jeg har nok bare lidt instinktivt vidst, hvordan jeg skulle gebærde mig,« siger Ulrik Nørgaard.
Mange vil jo nok mene, at det er en dårlig idé at håndfodre et vildt dyr på denne måde – at den bliver for tam – hvad siger du til det?
»Fine er på dupperne hele tiden, så hun er bestemt ikke tam. Som jeg oplever hende, så er hun nøjagtig lige så bange for mennesker, som alle andre ræve er. Hendes tillid er kun forbeholdt mig. Det er jeg overbevidst om. Jeg har set ved flere lejligheder, at hun stikker af, hvis andre mennesker dukker op.«
Kommer for maden
Fine kommer typisk luntende, når det er blevet mørkt, eller lige når det lysner. Så traver hun lidt omkring, og Ulrik optager hende så på det kamera, han har til at sidde ved døren.
Så går han ud og åbner døren, og Fine løber med ind.
»Jeg har også oplevet to gange, at jeg er kørt i brugsen, og da jeg så kommer hjem, så står hun og venter på mig, som en anden hund: ”Nu er far kommet hjem”,« siger han og tilføjer.
»Så hilser vi ved, at jeg dutter hende på snuden. Den fangede hun hurtigt.«
Ulrik ved dog godt, at han nok ikke er den primære årsag til, at Fine kommer på besøg.
»Hun kommer her udelukkende for at blive fodret. Så holder jeg op med at fodre hende, så kommer hun ikke mere. Det er ikke kærlighed som mellem et menneske og en hund,« siger han.
Alligevel drømmer han om, at forholdet kan udvikle sig yderligere:
»Jeg vil så gerne nå dertil, hvor hun selv opsøger kæl. Det vil være for sejt.«
Hvad er det, forholdet med Fine giver dig?
»Det giver mig en stolthed over at være den, jeg er. Jeg er stolt af, at jeg kan noget med dyr.«
