På godt to og en halv time fik cirka 25 gaster fra Randers Marineforening samlet 11.260,50 kroner ind til de Danske Hospitalsklovne på Regionshospitalet Randers.
Det skete ved at forny en tradition, nemlig at køre en fastelavnsbåd gennem Randers’ gader en lørdag i marts og samle ind via Bombebøssen, en traditionsbundet indsamlingsbøsse, der har eksisteret i over to århundreder og oprindelig samlede ind til sømandsenker og syge matroser.
Båden var sidst på gaden i 2019 til Randers Marineforenings 100-års-jubilæum, mens det i år var for at markere Randers Marineforenings Skyttelavs stiftelse i 1923.
Fastelavnsbåden var lånt af Ebeltoft Marineforening. Bach & Pedersen Fragt transporterede uden beregning fastelavnsbåden frem og tilbage mellem Ebeltoft og Randers, fortæller Lars Gjættermann, der er formand for Randers Marineforening.