Din Avis har spurgt flere af de lokale kandidater om, blandt andet, hvad de har af mærkesager.

AF KIAN JOHANSEN

Henrik Rejnholt Andersen

Henrik Rejnholt Andersen. Arkivfoto

Moderaterne (M), Grenen 7, Langå.

Hvad er dine mærkesager?

1. »Miljø/energi og bæredygtighed.« 2. »Familie og ligestilling.« 3. »Erhvervslivet.« 4. «Trafik og transport.«

Hvad er du mest stolt over at have opnået i dit liv?

»At blive far til mine tre piger er det største jeg har opnået.«

Hvad giver du gerne afkald på i dit privatliv, hvis du bliver valgt?

»At give afkald vil jeg ikke kalde det, men at undvære mine piger og hustru bliver da klart det hårdeste.«

Hvad er din holdning til klimabroen. Støtter du etableringen af den, eller er du imod de mulige placeringer/løsninger?

»Vi skal have gjort noget ved trafikken omkring havnen og tro ikke, vi kan undgå, at nogen bliver sure, uanset hvor broen bliver lagt. Jeg tænker, at en løsning tæt ved byen er bedst frem for længere ude på fjorden.«

Charlotte Broman Mølbæk

SF (F) Charlotte Broman Mølbæk, 44 år, Teglvej 18, 8930 Randers. Pædagog og med familiebehandling. Bor i Randers med tre børn. Har siddet i Randers byråd i 5,5 år. Siden 2019 medlem af Folketinget.

Hvad er dine mærkesager?

  1. »Ro på i skoler og daginstitutioner. Vi har fået skabt et samfund, der lægger alt for meget pres på børn og unge. Der er et overdrevent fokus på præstationer mens der er alt for få lærere, pædagoger til at være hos det enkelte barn. For alting skal gå så hurtigt. Den dårlige mentale trivsel bekymrer mig virkelig. Vi har en samfundsstruktur, hvor der ikke er plads til at vælge forkert. Hvor der ikke er plads til at ændre mening eller tage sig sin tid. En kultur, der er bygget op af politiske beslutninger, som har afskåret muligheden for, at man kan tage sin egen vej. Det skal vi have sat en stopper for nu, for der skal RO PÅ børns og unges liv. Der skal være plads til nærvær og støtte hos en voksen og plads til legen – både for de små og de store. Minimumsnormeringer i daginstitutioner på institutionsplan – fordi børn skal ha ret til voksne nok. Flere voksne i SFO´er og fritidshjem. Kortere skoledage og max 24 i klasseværelset. Flere praktiske, musiske og kulturfag.«

2. »Fokus på bedre trivsel. Alt for mange børn oplever, at de ikke trives. Særligt oplever mange børn et pres med lektier, mange fag og lange skoledage. Når læsset er blevet for stort er det vigtigt at barnet eller den unge kan få hurtig hjælp. Inklusionen har mange steder slået fejl, fordi den har været brugt som spareøvelse. Hurtig hjælp fra PPR inden for 14 dage. Pengene skal følge barnet. Stop for økonomiske modeller, der prioriterer økonomi før barnet.«

3 »Værdig hjælp til mennesker med handicap og psykiske lidelser. Alle kan blive ramt i livet af et handicap eller en psykisk lidelse, og derfor er det vigtigt at vi har et velfærdssystem, der griber, så man kan få hjælp til at komme sig og komme videre i sit liv. Desværre er det blevet alt for svært at få den rette hjælp, og mange oplever, at mødet med systemet bliver starten på en livslang kamp. Hjælpen kommer for sent – hvis den overhovedet kommer. Og mange oplever selv at må betale. Min vision er, at man skal have den rigtige hjælp første gang. Det betyder, at vi skal have et opgør med lange sagsbehandlingstider og standard-afvisninger. Mennesket skal komme før økonomien. På den måde kan vi skabe værdighed og i øvrigt bruge pengene meget bedre. Det vil jeg gøre ved: Flytte dele af handicapområdet til regionerne.
Skabe specialiserede videnscentre, som kan rådgive i de enkelte sager. Kommunen skal følge anbefalingerne fra videnscentret i den enkelte sag. Samle al hjælpemiddel under regionerne og lave selvvisitering på de fleste hjælpemidler. Forvaltningsdomstol. Bedre refusion på de dyre indsatser. 10 års plan for psykiatrien.«

Hvad er du mest stolt over at have opnået i Folketinget?
»Jeg er meget stolt over, at det lykkedes at skaffe Randers 180 mio kr. mere i udligningsreformen, som jeg var med til at forhandle. Det har stor betydning for kommunens økonomi og vilkårene for os der bor her. Men jeg er nok mest stolt over den medieaftale, jeg var med til at lande inden sommer, hvor vi sikrer hver 3. public service krone skal gå til kvalitetsindhold til børn og unge, og hvor vi skaber bedre beskyttelse for børn og unge på nettet og særligt de sociale medier. Vi fik også flere penge til de lokale medier, så man også kan få lokale nyheder om det område, man bor i. Og så kommer de store streaminggiganter til at betale 6% i streamingbidrag. De penge kommer i public service puljen, så vi kommer til at få meget mere public service indhold. Det er vigtigt i en tid med stor konkurrence af internationale streamingiganter, så vi fortsat værner om vores stærke tradition for godt tv, serier, film og den danske historiefortælling. Alt det var SF´s mærkesager og det fik vi igennem sammen med en del andet.«
Hvad giver du gerne afkald på i dit privatliv, hvis du bliver genvalgt?
»Mindre tid i mit hjem og mindre tid med mine børn, familie, venner. Men også mindre tid til fritidsinteresser, biografture, bage kage osv.«
Hvad er din holdning til klimabroen. Støtter du etableringen af den, eller er du imod de mulige placeringer/løsninger?
»
Jeg er helt på linje med min lokale partiforening, hvor jeg mener, at både klimabroen og østbroen er gode løsninger. Vi bliver nødt til at sikre en infrastruktur, der er bæredygtig i fremtiden. Og at vi alle sammen klumper sammen på Randers bro er en enormt dårlig løsning med meget stor forurening nede i midtbyen. Derudover er det svært at komme til og fra Dronningborg, hvor jeg bor, fordi de to veje er meget belastet om morgenen og eftermiddagen. Jeg synes det er klogt at sprede trafikken. Derfor har jeg drøftelser omkring statslige midler til broløsninger i Randers med mit parti og SF´s repræsentant i forhandlingerne i transportministeriet. Det fortsætter jeg med og det er et mål for mig at skaffe midler hertil.«
Hvem ser du helst som landets kommende statsminister?
»For SF er der ingen andre statsministerkandidater end Mette Frederiksen. Det er ikke alt, vi er enige om, men det er her, at vi får absolut mest igennem og får et mere balanceret og socialt retfærdigt Danmark. Derudover har vi sammen med Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre haft et historisk grønt flertal, hvilket har sparket den grønne dagsorden i gang, som aldrig set tidligere. Vi er langt fra i mål med ovenstående, men vi har meget vi fortsat skal arbejde for. Så det håber jeg vi får muligheden for med et centrum-venstre flertal. Jeg frygter en midter-løsning, som ingen helt ved, har af konsekvenser for Danmark. Vi ved ikke hvad visionerne er eller hvordan den økonomiske politik bliver.«

Andreas Steenberg

Andreas Steenberg

Radikale Venstre (B), 39 år, bosat i Aarhus, født i Vorup, Randers. Finansordfører, næstformand og politisk ordfører. Opstillingskreds: Aarhus.

Hvad er dine mærkesager?

1. »Økonomien skal være ansvarlig. Der mangler mennesker i dansk økonomi. Den største risiko for ikke at opnå vores mål for klima, velfærd og uddannelse er, at der ikke er mennesker nok til arbejdet.«

2. »Vilje til klimahandling. Jeg ser det som en investering i fremtidens arbejdspladser og samfund. Vi har brug for at tænke nyt for at få et bæredygtigt samfund. Det er handling og nytænkning, der sikrer grøn forandring. Jeg arbejder for, at vi tør bruge skatter, regulering og ny teknologi til at få et bæredygtigt samfund.«

3. »Sund fornuft i udlændingepolitikken. Selvfølgelig skal vi ikke have åbne grænser. Men danskere skal kunne bo i Danmark med deres internationale familier, og velintegrerede udlændinge skal mødes af regler om statsborgerskab og opholdstilladelser, som er baseret på sund fornuft og ikke diskrimination.«

Hvad er du mest stolt over at have opnået i dit liv?

Jeg er mest stolt over mine to børn. Jeg er nok ikke den eneste forælder, der har det sådan. Jeg er også stolt over at have været folkevalgt siden 2009, og så udgav jeg sidste år bogen ’Forbudt Kærlighed’ om min mærkesag om at ændre reglerne, så danskere kan bo med deres familier fra udlandet i deres eget fædreland. En af de skøre regler, jeg gerne vil have væk.

Hvad giver du gerne afkald på i dit privatliv, hvis du bliver valgt?

»Jeg har været Folketingsmedlem i 11 år og bor i Aarhus, så jeg giver afkald på en masse tid med mine børn. Det er til tider hårdt, men jeg er også glad for mit arbejde.«

Hvad er din holdning til klimabroen. Støtter du etableringen af den, eller er du imod de mulige placeringer/løsninger?

»Allerede da jeg voksede op i Randers i 80’erne og 90’erne, var trafikken henover broen et problem. Nu har vi klimaudfordringen oveni. Så den bro er der brug for.«

Hvorfor skal man stemme på dig som randrusianer, du bor her jo ikke længere?

»Fordi man er enig med mig. Jeg kender jo byen og var manden bag, at der kom millioner til støjbekæmpelse i Randers langs motorvejen, da vi forhandlede den store infrastrukturaftale.«

Iben Sønderup

Iben Sønderup. Foto: Morten Fauerby

Socialdemokratiet (A), 53 år, Sjællandsgade, Randers. Opstillingskreds: Randers Sydkreds. Gymnasielærer og mentor for elever med særlige udfordringer. Veteranpårørende. Stolt randrusianer.

Hvad giver du gerne afkald på i dit privatliv, hvis du bliver valgt?

»Jeg vil få mindre tid sammen med mine børn, mit barnebarn og ja, hele min store familie, hvis jeg bliver valgt. Der bliver heller ikke meget tid til koncerter, biografture, romantiske middage eller hyggeaftener med kæresten og vennerne i bålets skær. Jeg kommer også til at savne ”mit” kor, Growing Gospel. Og mine skønne elever på gymnasiet.«

Hvad er din holdning til klimabroen. Støtter du etableringen af den, eller er du imod de mulige placeringer/løsninger?

»Vi skal passe på Randers, og klimabroen kan blive midtbyens redning, hvis vi får en stor oversvømmelse. Broen skal være så høj, at vi stadig kan passere vandet, selv under ekstreme forhold, hvor de andre forbindelser ikke kan bruges.«

Michael Aastrup Jensen

Michael Aastrup Jensen. Arkivfoto

Venstre (V) 46 år, Dybdalen 12, Assentoft. Opstillingskreds: Randers Syd.

Hvad giver du gerne afkald på i dit privatliv, hvis du bliver genvalgt?

»Jeg har siddet i Folketinget i en del år og efterhånden lært, hvad man giver afkald på, når man bruger al sin tid på at passe på de mennesker, der har valgt én til at repræsentere dem. Jeg ser ikke min familie alle dage om ugen, og det er ikke altid, at jeg kan prioritere fødselsdage eller vigtige begivenheder – det er selvfølgelig hårdt. Heldigvis har jeg en dejlig familie og en støttende kæreste, der har stor forståelse for, hvordan min hverdag er skruet sammen.«

Hvad er din holdning til klimabroen. Støtter du etableringen af den, eller er du imod de mulige placeringer/løsninger?

»Randers Bro er ekstremt presset, og vi kender alle til at sidde i meget lange køer i Randers midtby, så derfor skal vi have skabt bedre vejforbindelser. Jeg går helhjertet ind for en østbro, da det vil være med til at skabe en ydre ringvej omkring Randers by, og jeg går også ind for en klimabro, da den spiller en rolle i at klimasikre Randers by set i lyset af klimaforandringerne og potentielle oversvømmelser i fremtiden. Klimabroen er dog et kommunalt projekt, hvorimod Østbroen er et statsligt finansieret projekt. Det er også derfor, at jeg har taget østbroen op overfor de skiftende transportministre.«

I dine læserbreve peger du ofte på ting, der skal løses. Men lige så ofte peger du fingre af andre politikere eller partier, hvorfor gør du det?

»Grunden til, at jeg påpeger andre regeringens manglende handling, er for at gøre det klart over for vælgerne, hvad jeg står for, og hvad, jeg mener, er rigtigt og forkert. Hvis jeg synes, at regeringen har handlet helt uansvarligt i en given situation, er det vigtigt for mig at understrege over for borgerne, hvorfor jeg ikke synes, at det var retfærdigt. Hvordan skal borgerne ellers vide, hvad jeg står inde for, og hvor min grænse går? Jeg synes, det er vigtigt at tydeliggøre, hvor jeg mener, andre partier handler uhensigtsmæssigt, og så er det op til vælgerne at tage stilling til, om de er enige i min udlægning eller ej.«

Frederikke Noa Jung

Frederikke Noa Jung. Arkivfoto

Det Konservative Folkeparti (C), opstillingskreds: Randers Nord.

Hvad giver du gerne afkald på i dit privatliv, hvis du bliver valgt?

»Jeg er fuldt ud bevidst om, at en post i Folketinget tager lang tid at varetage, og det vil være useriøst, hvis man ikke er opmærksom på det. I dag kræver det desværre, at man kan være i København næsten alle ugens dage det meste af året. Derfor er jeg villig til at give afkald på min hverdag, som den ser ud i dag og dermed både give afkald på min interesse i at spille trommer, mit nuværende arbejde og meget af den tid, jeg i dag bruger med familie og venner.«

Hvad er din holdning til klimabroen. Støtter du etableringen af den, eller er du imod de mulige placeringer/løsninger?

»Jeg støtter fuldt ud etableringen af en klimabro. Ikke nok med, at klimabroen vil være med til at løse en række trafikale udfordringer, som er virkelig tiltrængt, og vil binde nord og syd langt bedre sammen end nu, så kan klimabroen også bidrage til at løse en række klimaudfordringer. Vi har allerede nu problemer med oversvømmelser i områderne omkring Gudenåen, og det vil kun blive værre i fremtiden. Derfor mener jeg, det er rettidig omhu at bygge en klimabro.«

Hvem ser du helst som landets kommende statsminister?

»Søren Pape Poulsen. Jeg har kendt Søren gennem længere tid, og for mig har Søren altid fremstået som en troværdig, ihærdig og dygtig politiker. Derfor er det også kun naturligt for mig, at han bliver Danmarks næste statsminister.«

Malte Larsen

Malte Larsen. Arkivfoto

Socialdemokratiet (A), 53 år, gift med Lise-Lotte, far til seks, farfar til to. Vester Boulevard 29, Randers Opstillingskreds: Randers Nord. Mere end 30 års erhvervserfaring inden folketinget; Landmand, sygehusportør, lærer.

Hvad er din holdning til klimabroen. Støtter du etableringen af den, eller er du imod de mulige placeringer/løsninger?

»Jeg bakker op om byrådets beslutning om den klimabro, der løser mange af byens udfordringer. Mit arbejde er at skaffe statslige midler. En østlig forbindelse er en rigtig god ambition, som jeg i folketinget har arbejdet aktivt for. Det bliver en stor opgave, som vi efterfølgende må tage fat på.«

Lene Prip-Sørensen

Lene Prip-Sørensen. Arkivfoto

Venstre (V), 41, Hald, Gjerlev. Opstillingskreds: Randers Nord.

Hvad giver du gerne afkald på i dit privatliv, hvis du bliver valgt?

»Skulle jeg blive valgt, så er det jo ikke kun mig, der kommer til at give afkald på noget. Her vil hele familien bliver påvirket, de vil også skulle give afkald på noget. Hverdagen vil selvfølgelig blive anderledes i forhold til, hvordan den er nu, og der er kun 24 timer i døgnet, så selvfølgelig vil der blive foretaget nogle fravalg.«

Hvad er din holdning til klimabroen. Støtter du etableringen af den, eller er du imod de mulige placeringer/løsninger?

»Ja, jeg støtter etableringen af klimabroen.«

Lars Axel Nielsen

Lars Axel Nielsen. Arkivfoto

Nye Borgerlige (D), 51 år, Øster Tørslev. Byrådsmedlem. Opstillingskreds: Randers Nord.

Hvad giver du gerne afkald på i dit privatliv, hvis du bliver valgt?

»Jeg tror ikke, at jeg bliver nødt til at give afkald på noget. Jeg er i forvejen rejsemontør og er vant til at være væk fra hjemmet i hverdagen. Jeg agter at være den samme Lars Axel Nielsen før, under og efter et valg.«

Hvad er din holdning til klimabroen. Støtter du etableringen af den, eller er du imod de mulige placeringer/løsninger?

»Klimabroen er et kommunalt anliggende, da den forbinder kommuneveje. Jeg mener ikke, at den gavner trafikken i og omkring Randers, da det ikke giver mening at trække al trafikken ind til centrum, for derefter at sprede den igen. Et østbro-projekt vil efter min mening være bedre, og da den forbinder statsveje vil det være staten, der skal finansiere den. Det bliver ikke en nem opgave, men mit motto er “du har først tabt, når du giver op”.«

Anders Pedersen

Anders Pedersen. Arkivfoto

Enhedslisten (Ø), 28 år, Harridslev. Opstillingskreds: Randers Nord.

Hvad giver du gerne afkald på i dit privatliv, hvis du bliver valgt?

»Det svært, man giver jo afkald på det meste. Men det må nok blive mine vandreture rundt omkring – dem bliver det nok ikke tid til.«

Hvad er din holdning til klimabroen. Støtter du etableringen af den, eller er du imod de mulige placeringer/løsninger?

»Jeg er meget imod klimabroen. Det er mere en klimabelastningsbro. Jeg mener ikke, at det er den rigtige løsning for Randers og slet ikke der, hvor den skal bygges.«

Louise Brown

Liberal Alliance (I) 41 år, Lassesminde 9, 8960 Randers SØ. Opstillingskreds: Østjyllands Storkreds, medlem af Liberal Alliance i Randers og Favrskov.

Hvad er dine mærkesager?

1. »Jeg tror på, at mennesket vokser ved at tage ansvar men i dagens Danmark bliver det sværere og sværere at tage ansvar for eget liv, da staten hele tiden ”kommer og redder os”, hvis vi oplever en udfordring. Sammen med ansvaret hænger også frihed. Frihed til at vælge. Det er essentielt for mig at have en masse valg i livet og det gør mig glad, selv at kunne vælge. Men alle de love og regler, der hele tiden bliver vedtaget gør det sværere at opleve friheden.

2. »For at vi kan få en ordentlig velfærd, så må vi afbureaukratisere. Ja, der bliver løbet meget stærkt i f.eks. sundhedssystemet, men hvis vi nu effektiviserede ved at skære en god del af alt det bureaukrati f.eks. sygeplejerskerne oplever væk, så ville de have mere tid til det, de i sin tid uddannede sig til, nemlig at være sammen med og hjælpe mennesker. Desuden ville vi frigøre kolde hænder og kunne konvertere dem til varme hænder.«

3. »Lavere skat er for mig også en form for velfærd. Vi vil gøre de første 7000 tjente kroner skattefrie. På den måde vil alle få mere ud af deres penge. Alle vil blive rigere. Desuden har vi i vores 2035 plan lagt op til en helt flad skattemodel så man maks betaler 40% i skat.«

Hvad er du mest stolt over at have opnået i dit liv?

»Det er at have skabt et meget kærligt, tillidsfuldt og fornuftigt ungt menneske, min datter.«

Hvad giver du gerne afkald på i dit privatliv, hvis du bliver valgt?

»Næsten uanset, hvad man vil her i livet, så er der konsekvenser. Jeg har naturligvis talt det godt igennem med min familie, og de er indforstået med de afsavn, der måtte komme, når jeg bliver valgt. Uden deres støtte blev det svært for mig at gennemføre. Men jeg føler ikke, at der er noget jeg som sådan skal give afkald på.«

Hvad er din holdning til klimabroen. Støtter du etableringen af den, eller er du imod de mulige placeringer/løsninger?

»Jeg er ikke afvisende overfor en klimabro.«

Nick Zimmermann

Nick Zimmermann (DF) Foto: Kian Johansen

Dansk Folkeparti (O) 28 år, Gjerlev. Formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers og formand for Randers Kommunes trafiksikkerhedsråd. Arbejder til dagligt som lager- og logistikoperatør på Aarhus Universitetshospital. Forlovet med Kristina og far til Mads.
Opstillingskreds: Randers Syd og Randers Nord.

Hvad er dine mærkesager?

1. »Besparelser på udlændingeområdet! Jeg vil kæmpe for massive besparelser på udlændingeområdet – jeg vil i stedet prioritere pengene på kernevelfærd«

2. »En markant opprioritering af vores kernevelfærd, herunder langt flere midler til vores hospitaler og vores psykiatri.«

3. »Der skal være en langt større økonomisk hjælp til danskere i denne krisetid, hvor priserne bliver ved med at stige! Afgifterne på alt fra brændstof, el og gas til fødevarer skal simpelthen sænkes hurtigst muligt. For danskerne skal ikke gå fra hus og hjem, imens staten skovler milliarder ind i afgifter.«

4. »Gratis tandlæge til alle danskere.«

Hvad er du mest stolt over at have opnået i dit liv?

»Politisk er jeg mest stolt over at have opnået besparelser på mere end 25 millioner kroner på udlændingeområdet i Randers Kommune, penge der nu bliver brugt direkte på kernevelfærd. I mit privatliv er det, at blive far for 6 måneder siden.«

Hvad giver du gerne afkald på i dit privatliv, hvis du bliver valgt?

»Jeg er meget interessent i både sport og fiskeri. Men siden jeg blev formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers Byråd 1 januar, er det ikke blevet til meget. Derfor er der ikke så meget fritid at give afkald på.«

Hvad er din holdning til klimabroen. Støtter du etableringen af den, eller er du imod de mulige placeringer/løsninger?

»Jeg støtter begge forbindelser over fjorden. Jeg har som eneste kandidat opstillet i Randers Kommune lavet et udspil sammen med Morten Messerschmidt omkring at hvis jeg bliver valgt til Folketinget, så vil vi allerede ved første finanslov kæmpe for at staten betaler for begge forbindelser over fjorden, det er det eneste rimelige.«

Hvem ser du helst som landets kommende statsminister?

»Jeg ser helst Morten Messerschmidt som ny statsminister.«

Rasmus Bøgh Vinther

Rasmus Bøgh Winther

Enhedslisten (Ø) Studerende, Randers. Opstillingskreds: Randers Syd.

Hvad er dine mærkesager?

1. »Vi skal gøre tandlægen gratis. Det koster ikke noget at brække benet, det skal heller ikke koste noget at knække en tand.

2. »Vi har en klimakamp at vinde. Vi skal gøre meget mere for klimaet.«

3. »Angst og depression skal ikke være en folkesygdom hos os unge mennesker. Alle skal have den hjælp de har brug for uanset om det er fysisk eller psyisk.«

4. »Den offentlige transport skal være bedre og billigere. «

Hvad er du mest stolt over at have opnået i dit liv?

»Jeg er meget stolt over hele den kamp vi havde for bus 918X, hvor vi lykkedes med at mobilisere en masse mennesker og sige fra over nedskæringer på en stor busrute. Med det resultat at vi fik flere afgange på ruten. Men udover det er jeg også meget stolt af at være en del af Randers Lejerforening hvor vi og jeg personligt har hjulpet mange mennesker med at få sat deres huslejer ned og hjælpe dem så godt jeg nu kan.«

Hvad giver du gerne afkald på i dit privatliv, hvis du bliver valgt?

»Uha, det er svært. Alt i alt ville jeg fortsætte meget som jeg har gjort indtil videre. Jeg ville stadig læse på mit studie i Aarhus og være i Randers Lejerforening hver torsdag. Jeg ville alt i måske forsøge at optimere min tid bedre end jeg har været indtil videre.»

Hvad er din holdning til klimabroen. Støtter du etableringen af den, eller er du imod de mulige placeringer/løsninger?

»Helt overordnet er jeg imod nye vejbyggerier fordi det alt andet lige kun medfører mere trafik. Det har man vidst siden 1930’erne, så det er en kæmpe bjørnetjeneste vi gør hinanden der. Jeg støtter ikke klimabroen. Jeg vil meget hellere have at vi bruger mange af de penge på at forbedre den offentlige transport og får folk rykket ind i bussen. Fx ved at etablere busbaner eller BRT ud af Aarhusvej. HVIS, der skal være en ny forbindelse over Randers Fjord, så jeg hellere en Østbro. Men jeg vil som sagt fremfor alt prioritere midlerne til offentlig transport.«

Hvem ser du helst som landets kommende statsminister?

»Allerhelst så jeg gerne, at en fra Enhedslisten blev statsminister, men det bliver nok ikke til noget denne gang, desværre. Når det så er sagt er jeg ligeglad med personen, så længe det er en rød regering der forpligter sig til at reducere vores Co2 udslip og mindske uligheden i Danmark.«

Rebecca Marie Johansson

Rebecca Marie Johansson

Radikale Venstre (B) 21 år, Skelvangsvej , Randers NV. Opstillingskreds: Randers nord og Randers Syd.

Hvad er dine mærkesager?

1. »Fokus på den stigende mistrivsel hos børn og unge – Med særligt fokus på anbragte.«

2. »Uddannelsespolitik der skaber muligheder frem for begrænsninger.«

3. »Klimapolitik i øjenhøjde.«

Hvad giver du gerne afkald på i dit privatliv, hvis du bliver valgt?

»Jeg vil komme til at give afkald på at have familien tæt på mig i dagligdagen – En ting der betyder rigtig meget for mig i dag.«

Hvad er din holdning til klimabroen. Støtter du etableringen af den, eller er du imod de mulige placeringer/løsninger?

»Jeg et for klimabroen, da det er det mest fornuftige, realistiske og den bedste løsning for Randers.«

Hvem ser du helst som landets kommende statsminister?

»Som det ser ud nu, så er Mette Frederiksen den eneste der vil lave en bred regering, henover midten – Så det må være hende.«