Eleverne i 3.a fra Fårup Skole er de glade vindere af en tur til Djurs Sommerland. Klassen har vundet den lokale førstepræmie i ‘Alle Børn Cykler’.
Den landsdækkende kampagne ’Alle Børn Cykler’ kørte i september måned i år på mange skoler i hele Danmark. Formålet med kampagnen er at motivere flere elever til at vælge cyklen som transportmiddel til skole og fritidsinteresser. Det fremgår af en pressemeddelelse. Og i år løb eleverne i 3.a på Fårup Skole med den lokale førstepræmie: en tur i Djurs Sommerland.
»Eleverne elsker vores permanente cykel-øvebane. Specielt i de årligt tilbagevendende fjorten dage, hvor kampagnen ’Alle Børn Cykler’ forløber, er der tæt trafik på banen. Eleverne får skærpet deres færdigheder på cyklen, og cykelglæden er helt oppe på den store klinge,« fortæller Ole Breer, der er lærer på skolen, i en pressemeddelelse.
En anden lærer, Pia Hinrichsen tilføjer, at forældrene har været gode til at bakke op om kampagnen:
»Det lykkes os altid ved deres hjælp at få alle klassens cykler bragt til skolen i kampagneperioden, så eleverne føler fællesskabet omkring at få trampet pedalerne flade. Der er elever, som ikke har mulighed for at cykle i skole, fordi skolevejen er lang og måske ikke egnet til mindre børn. Derfor får vi cyklerne op på skolen, så de til stor stor glæde er tilgængelige i frikvartererne og for eksempel idrætstimerne, hvor der bliver leget og trænet færdselsregler.«
De klasser, der deltager i kampagnen, har mulighed for at vinde nationale og lokale præmier. Jo flere dage eleverne cykler, desto flere lodder får de i den afsluttende lodtrækning om at vinde præmier til hele klassen.
Randers Cykelby støtter hvert år kampagnen ’Alle Børn Cykler’ med lokale præmier. Og mens førstepræmien, en tur til Djurs Sommerland, gik til 3.a på Fårup Skole, så kan eleverne i 2.b på Kristrup Skole se frem til en tur i biografen, da de vandt andenpræmien, mens 1.c på Assentoftskolen har cyklet sig til tredjepræmien: 1.000 kroner til klassekassen.
’Alle Børn Cykler’ er arrangeret af Cyklistforbundet i samarbejde med TrygFonden.
sas