Efter en forrygende sommersæson 2017,- den største siden starten i 2010,- er det nu atter blevet tid for de frivillige caféværter til at takke af for i år. Det gør man med sidste åbningsdag er søndag 27. august

I år er der blevet serveret flere hundrede stykker af den næsten landskendte mormorlagkage sammen med den gode cafékaffe for de mange glade gæster. De frivillige caféværter har løbet stærkt ind i mellem.

Søndag 27. august bliver årets sidste åbningsdag i Caféen Færgestedet og cafeværterne håber, at rigtig mange vil kigge forbi, så man kan ønske alle en god efterårs-og vintersæson. Der er lagt op til lidt hyggestemning med musik og måske sang, når Birthe Stegmann kommer på caféen med sin harmonika.

Hvad går pengene til?
Med Café Færgestedet som hovedsponsor har de frivillige caféværter besluttet, at dette års overskud fra lagkagesalget skal gå til belysning af Kirkestien ved sognekirken i Mellerup. Stien er meget benyttet af byens borgere i dagtimerne som genvej til den eneste busforbindelse, der kører igennem Mellerup. Projektet bliver også til gavn og glæde for alle både voksne som børn, der skal deltage i forskellige aktiviteter på byens skoler. Man forventer, at dette projekt går i gang her i eftersommeren, inden de mørke morgener og aftener igen falder på.

Herudover går en del af indtjeningen til løbende vedligeholdelse af det første projekt,-handicapmolen, der blev indviet i 2014.

Caféaftener
I årets løb har der været et aftenarrangement hver måned af vidt forskellig karakter, det er igen de tre frivillige caféværter, – Jytte Rise, Inger Lykkegaard og Kirsten Ohmann, der har stået bag dette enestående initiativ, – der har været stor opbakning til disse temaaftener og man forventer at   fortsætte med disse året ud. Næste arrangement er 31. august.