Tre store gavlkunstværker skal give nyt liv til udvalgte bygninger i Randers Kommune.
Randers får i de kommende år tre gavlmalerier, som vil pryde byens gader og skabe nyt liv i bybilledet. Det fremgår af en pressemeddelelse.
De tre kunstværker, der vil blive opført i 2025 og 2026, skal give både borgere og besøgende en ny visuel oplevelse og sætte fokus på kunstens rolle i at løfte byens udtryk.
Randers Kommune tager snart direkte kontakt til ejendomsejere med synlige gavle i udvalgte områder. Samtidig opfordres andre bygningsejere til at henvende sig, hvis de har en gavl, der kunne være et oplagt udgangspunkt for et gavlmaleri. Har du ikke selv en gavl, men har en god idé til, hvor et gavlmaleri kunne placeres, er du også velkommen til at dele dine forslag med kommunen.
»Vores ønske er at bruge kunsten til at give ny energi til bybilledet. Et gavlmaleri, der pludselig dukker op, kan give et smil på læben, skabe eftertanke og forvandle en trist gavl til noget inspirerende. Vi håber, at det vil glæde mange og styrke områdets identitet,« siger Louise Høeg (V), der er formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget, i pressemeddelelsen.
I første omgang søger kommunen efter placeringer inden for Centerringen, et område der omfatter gaderne Vestervold, Markedsgade, Dragonvej, Rosenørnsgade, Havnegade og Tørvebryggen. Men målet er at udbrede gavlmalerierne til hele Randers Kommune – også til de mindre byer, bydele og landsbyer som Kristrup, Langå og Havndal.
Med afsæt i kommunens kulturpolitik for 2023-2026 har Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget afsat 100.000 kroner til det første gavlmaleri, mens de to efterfølgende kunstværker vil have et budget på 50.000 kroner hver.
Samarbejde med borgerne
Randers Kommune ønsker at involvere både borgere, ejendomsejere og lokale virksomheder i projektet for at finde de bedste placeringer. For at en gavl kan være egnet til et kunstværk, skal bygningens facade være i god stand, eller den skal eventuelt renoveres forud for malerarbejdet.
Bygningsejerne vil være ansvarlige for at forberede muren, mens kommunen står for alle udgifter til kunstnerhonorarer, materialer, lifte, afdækning og indvielse.
Der er ikke på forhånd valgt et bestemt motiv til gavlmalerierne, men kommunen garanterer, at kunstværkerne vil blive udført af professionelle kunstnere og vil tilføre de omkringliggende områder nyt liv og udtryk.
Er du interesseret i at få dit hus med som en del af projektet, eller har du idéer til, hvor malerierne kunne opføres, kan du læse mere på kommunens hjemmeside. Her kan du også indsende forslag til placeringen af de tre gavlmalerier.
Fristen for at indsende forslag til det første gavlmaleri er 4. december.
sas