Elever fra Langå Skole har kvalificeret sig til landsfinalen i First Lego League – en konkurrence, der fokuserer på at udvikle løsninger inden for videnskab, teknologi, ingeniørkunst og matematik.
Et hold fra Langå Skole skal repræsentere Randers Kommune i First Lego League – en landsdækkende konkurrence, som engagerer elever fra 6. til 9. klasse i en række discipliner. Her arbejder eleverne i hold om at udvikle robotter og skabe innovative løsninger.
Landsfinalen, som holdet fra Langå Skole har kvalificeret sig til, finder sted i Odense 7. december.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Årets tema, ’Submerge’ (kan oversættes til ’neddykning’ eller ’nedsænkning’, red.), inspirerer eleverne til at fokusere på miljøproblemer som plastforurening i havene og forurening af drikkevandet. For eksempel har flere hold udviklet modeller og løsninger til at indsamle og nedbryde plast og affald i havene.
»Det var fantastisk at se børnenes engagement og lyset i deres øjne. Jeg kunne tydeligt mærke, hvordan denne måde at arbejde praktisk med problemløsning, kodning og robotter motiverer mange børn,« siger formanden for Skole- og Uddannelsesudvalget, Lise-Lotte Leervad Larsen (S), i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Nogle blev så begejstrede, at de endda arbejdede videre i frikvarteret og efter skoletid for at forfine deres projekter. Det er fantastisk, når hobby og skole går hånd i hånd. Jeg hepper på holdet fra Langå Skole og håber, de får en rigtig god oplevelse i landsfinalen. Godt gået til alle.«
Holdet fra Langå Skole har udviklet en model til at gøre drikkevandet renere ved at sortere mikroplast fra ved hjælp af jordens indre varme.
Der blev desuden uddelt en særlig Venskabspris, som gik til Nørrevangsskolen. Denne pris hylder elever, der viser ekstraordinært samarbejde og sammenhold på tværs af klassetrin.
Det er første gang, elever fra Randers Kommune deltager i First Lego League-konkurrencen, der introducerer videnskab, teknologi, teknik og matematik (STEM) til børn.
mw