Af Lars Søgaard, medlem af byrådet for Venstre

På byrådsmødet 28. oktober 2024 besluttede et enigt byråd at godkende og “støtte” renoveringen af flere almene boligforeninger. Det drejer sig samlet om renoveringer for over en halv milliard kroner.

Mange penge. Rigtigt mange penge, men det er også nødvendigt. For boligerne og foreningerne skal være tidssvarende for at kunne tiltrække lejere.

Renoveringen skal forebygge, at boligerne bliver uattraktive og ikke kan udlejes. En sådan investering har naturligvis indvirkning på huslejen, for investeringen skal betales hjem, og det er kun lejerne, der kan gøre det. Kommunens del er for god ordens skyld ikke at betale renoveringen. Kommunen er egentlig udelukkende “kautionist” for en del af lånet, hvilket naturligvis gør lånet billigere.

Nuvel, trods fordelagtige lånemuligheder må lejen naturligvis sættes op, når den store trecifrede renovering er gennemført. Sådan må det være, og sådan er det. I hvert fald for de almene boligforeninger.

Anderledes ser det ud på det private udlejningsmarked. Her er der også et efterslæb, men rigide regler og bureaukrati spænder ben for investeringerne.

Det står i skærende kontrast til de mere lempelige regler, fordelagtige lån og støttemuligheder, de almene boligforeninger har. Det er den såkaldte “omkostningsbestemte huslejeregulering”, der i høj grad bærer skylden. Den bevirker, at man ikke på det private udlejningsmarked kan hæve huslejen i en tilstrækkelig grad, således at investeringerne kan regnes hjem.

Det er foruroligende. Det medfører nemlig en boligmasse, ikke mindst i midtbyen, hvor der er flere ældre udlejningsejendomme, som gradvis forfalder, og dermed bliver mere og mere uattraktive.

Det ses også tydeligt i tallene. Ifølge BBR er der pr. september 2024 en tomgangsleje i udlejningsboligerne på 9,2 procent for så vidt ejendomme, der er dækket af bestemmelser vedrørende den omkostningsbestemte huslejeregulering (boliger ældre end 1991). For yngre udlejningsboliger er den cirka det halve… Det taler jo sit tydelige sprog.

Derfor er det for mig også glædeligt, at forligspartierne bag det nyligt indgåede forlig i Randers Kommune har forpligtet sig til at kigge på, om det ikke er på tide, at den omkostningsbestemte huslejeregulering afskaffes i kommunen.

Vi skal jo også huske på, at den strenge regulering blev indført i en tid med stor mangel på udlejningsboliger. Den tid er længe forbi. Lad os få fjernet reguleringen, så vi kan få hævet standarden i de ældre udlejningsboliger til glæde for alle.