»Vi havde overhovedet ikke forventet, at så mange havde lyst til besøge os – det havde vi aldrig turdet drømme om,« lyder det fra ejeren af Clausholm Slot.

AF CHRISTINA S. JOHANSEN

5.000 personer lørdag og 3.200 søndag. Så mange personer besøgte i weekenden Clausholm Slots første julemarked nogensinde.

»Det var en kæmpe succes. På én weekend er der kommet så mange mennesker, som vi forventede i alt på to weekender, så vi er ret overvældede og glade. Vi havde overhovedet ikke forventet, at så mange havde lyst til besøge os – det havde vi aldrig turdet drømme om,« siger Christian Berner, der er sjette generation af Berner-familien på Clausholm Slot i Voldum.

Han synes generelt, at markedet forløb godt.

»Min kone og jeg talte med flere tusinde mennesker tilsammen, og helt overvejende var der god stemning både blandt gæsterne og standholderne. Når vi talte med standholderne, meldte de også om glade gæster,« siger han.

Helt så positivt et indtryk efterlader kommentarsporet til et Facebook-opslag om julemarkedet ikke. Her har 47 personer kommenteret. En lille håndfuld roser markedet, mens resten er enige: der var alt for lange køer og for mange mennesker lukket ind.

»Latterligt mange mennesker til et sted, som slet ikke var gearet til det,« lyder det blandt andet, mens andre kommenterede:

»Vi gik alle som sild i en tønde både indenfor og udenfor med lange køer.«

Og:

»Efter knap to timer indenfor muren måtte det opgives at komme til at se boder.«

Slotsejeren tager dog kritikken med ro.

»Selvfølgelig er jeg rigtig ked af og ærgerlig over, at nogen har haft en dårlig oplevelse, men 47 kommentarer på et Facebook-opslag kontra mere end 8.000 gæster synes jeg, at man skal tage med et gran salt. Og hvis man mener, at 47 kommentarer er udtryk for, at der var dårlig stemning på markedet, så er jeg lodret uenig.«

Christian Berner tilføjer:

»Jeg håber også på, at Favrskov og omegn har en lille smule forståelse for, at det er første gang nogensinde, vi har gjort det her – med streg under ’nogensinde’.«

Kom senere på dagen

Christian Berner forklarer, at der ganske vist var problemer med, at betalingsterminalerne ikke kunne følge med antallet af ordrer. Desuden betyder brand-krav, at folk må lukkes ind lidt ad gangen, hvilket skabte kø.

»Det må man kunne forvente. Til gengæld gik vi rundt med gløgg, karameller samt kakao og undskyldt, at der var lidt kø.«

Han forklarer, at markedsfolkene fik sørget for en opdateret internet-forbindelse i forhold til betalingsterminalerne. Og der blev sikret et bedre flow gennem bygningerne, hvor boderne er.

»Vi evaluerer selvfølgelig på det hele og gør så alt, hvad vi kan, for at optimere til næste weekend,« siger Christian Berner, som desuden opfordrer flere til først at dukke op ved 13.30-14-tiden:

»Det er jo klart, at hvis alle kommer klokken 10, så vil der opstå kø – sådan vil det jo være alle steder. «

Slotsejeren kan desuden afsløre, at der også næste år bliver julemarked på Clausholm Slot – og han satser på, at det i 2025 kører over tre weekender og ikke kun to som i år.

»Næste år gør vi det meget større og rykker flere boder ud i parken i nogle kæmpestore telte.«