Af Kian Johansen, redaktør Din Avis Randers
Vi bruger alle sammen dovne oversættelser fra engelsk, og de popper op i vores hverdag som ukrudt i en nyanlagt græsplæne.
Og lad os være ærlige – det lyder tit, som om vi er på vej til en dårlig casting for The Great British Bake Off, eller var det Den Store Bagedyst …
Hvorfor skal vi absolut oversætte hver eneste engelske vending, når vi allerede har et fremragende sprog at trække på?
Lad os starte med en klassiker: »Det giver mening.«
Oversat direkte fra »It makes sense«, men herhjemme sagde vi jo tidligere: »Det lyder fornuftigt« eller »Det hænger sammen«. Men nu står folk i Netto eller Rema og snakker om, at det giver mening at købe tre poser chips, fordi de er på tilbud. Gør det? Tja, måske. Men hvad med at sige: »Det kan betale sig« i stedet? Bare en tanke.
»Det vil jeg ikke kommentere på.«
Hvad med bare at kommentere? Eller lade være. Hvorfor ikke bare sige: »Det har jeg ingen kommentar til« eller »Det vil jeg ikke kommentere«. Hvorfor skal det overflødige »på« overhovedet med?
»Jeg tænker, du har ret.« Så du thinker, du har right? Hvad med at bruge danske vendinger: »Jeg er sikker på, at du har ret«. »Jeg tror, du har ret«. Eller: »Jeg mener, du har ret.«
Lidt dovenskab eller bare smart?
Jeg ved godt, at mange af os bruger de engelske vendinger for at lyde moderne eller professionelle. Og fair nok – vi lever i en global verden, og vi skal kunne forstå hinanden.
Men ofte ender det med, at vi bare lyder som en dårlig Google Translate-version af os selv. »I kid you not.«
Så næste gang du står over for et engelsk udtryk, der frister til en hurtig oversættelse, så spørg dig selv: »hvordan ville min mormor sige det her?«
Chancen er, at hun har en meget sjovere og mere malerisk måde at udtrykke det på – og det gør bare hverdagen lidt sjovere.