I denne sæson er der især fokus på familier og aktiviteter uden for banen.
AF CECILIE BISGAARD
Nu er det snart tid til at snøre skøjterne igen. Skøjtebanen på Jens Otto Krags Plads åbner fredag 29. november med et brag.
»I år har vi en åbningsdag, hvor der sker noget. Det har vi ikke prøvet før. Men vi vil gerne sparke det i gang og få folk ned og se, hvad du kan her. Vi viser så meget som muligt frem den dag,« siger Asta Fredslund Poppe, der er eventansvarlig hos Underværket.
På åbningsdagen vil Claus Berggren (V), der er viceborgmester, holde tale. Der vil være gratis ansigtsmaling til alle børn, og så giver Djurslands Bank en gratis kop kaffe. Café Kærligheden, der holder til i Underværket, vil dele snacks ud.
Det er Underværket, der står for driften af skøjtebanen.
Øget fokus på familier
Åbningsdagen er ikke det eneste, der er nyt i år. Asta Fredslund Poppe fortæller, at man også har investeret i spillet icestock.
»Det er en lidt nemmere form for curling. Vi har valgt det spil fremfor curling, fordi her kan alle være med – også børn. Det glæder jeg mig til at få i gang,« siger hun.
Det med, at alle kan være med, er noget, som Underværket har skruet op for til denne skøjtesæson.
Artiklen fortsætter under billedet
»Der er faktisk et øget fokus på familier. Vi har vores populære skøjtedisko, og i år forsøger vi første gang med skøjtedisko for de mindste, hvor vi spiller børnesange i et par timer, inden den ”rigtige” skøjtedisko går i gang,« fortæller hun.
Derudover er der familieskøjd hver onsdag, hvor et område af banen bliver spærret af. Her er der kun adgang for familier.
»Så er der ro omkring det,« siger Asta Fredslund Poppe og fortsætter:
»Vi har bestilt flere skøjtedyr – vores pingviner og hunde, som børnene kan skøjte med, hvis de ikke er helt sikre på isen – og vi har medarbejdere, der giver fifs til, hvordan man får skøjterne rigtigt på, og hvordan man kommer i gang. Det skal være sådan, at familier med små børn får en god, eventuel første, oplevelse.«
På og uden for banen
Hvis du sidste sæson var en af dem, der med begejstring prøvede sauna og isbad, så kan du glæde dig over, at det koncept nu bliver udvidet, så du både kan prøve det mellem jul og nytår og i vinterferien.
I denne sæson vil der være silent disco, hvor man skøjter rundt med høretelefoner på. Desuden prøver Asta Fredslund Poppe at samle nok tilmeldinger til en ishockeyturnering, hvor alle kan være med. Man kan for eksempel melde et hold venner, kollegaer eller familien til.
Når juleferien skal sparkes i gang 20. december, forsøger skøjtebanen sig med at have åbent til midnat, så du kan skøjte under stjernerne.
Men der sker også ting og sager uden for banen.
Artiklen fortsætter under billedet
Lørdag 7. december kommer julemanden på besøg, og der vil være oplæsning af en julehistorie. I løbet af sæsonen vil der også være et par gange, hvor der vil være livemusik.
»Vi har de senere år haft fokus på, at du skal kunne komme og mærke stemningen og nyde miljøet omkring skøjtebanen, selvom du ikke står på skøjter,« siger Asta Fredslund Poppe og fortsætter:
»Vi har haft fokus på at indrette pladsen og ikke bare en bane. Vi har i samarbejde med BF Anlæg fået skabt et godt miljø med juletræer, halmballer og et telt til aktiviteter uden for banen. Det er en samlet helhed. Ikke bare en skøjtebane, der står på pladsen.«
Skøjtebanen åbner som sagt fredag 29. november. Herefter kan du stå på skøjter på Jens Otto Krags Plads til og med uge 7.