Det Gamle Polititorv på Vestergade ryddes til fremtidig byudvikling, og nye midlertidige parkeringspladser etableres.
Randers Kommune starter snart nedrivningen af bebyggelsen på Det Gamle Polititorv ved Vestergade, som hidtil har rummet tre erhvervslejemål. Formålet er at forberede området til fremtidig byudvikling, mens der på kort sigt etableres 12 midlertidige betalingsparkeringspladser. Det oplyser Randers Kommune i en pressemeddelelse.
Nedrivningen, der omfatter sanering af miljøfarligt affald som asbest og PCB, forventes at tage en måned fra december 2024, afhængigt af vejrforholdene. Parkeringskælderen forbliver tilgængelig, men en del af parkeringsarealet ved Blegdammen vil blive inddraget som byggeplads.
Kommuneplanen ser Det Gamle Polititorv som en vigtig del af Randers midtby, tæt på byens historiske bygninger. Planer for fremtidig brug af området forventes at blive klar inden for de kommende år, mens de nye parkeringspladser ventes at stå klar til april 2025.
I en tidligere sag i miljø- og teknikudvalget har forvaltningen forklaret, at man forventer en merindtægt fra de nye betalingsparkeringspladser på 25.000 kroner om året. Altså bør parkeringspladserne være tjent ind inden for tre år, lyder det.
kijo