Af Kian Johansen, lokalredaktør Din Avis
Der er noget særligt ved vinteren her i Randers – en tid, hvor naturen iklæder sig sit køligste klæde, og kulden kalder os udenfor på en måde, som kun vinteren kan.
Efter et bemærkelsesværdig mildt efterår håber jeg, at frosten snart for alvor trækker sine strenge i Randers.
Når frosten ligger som et tyndt lag sukker på skovbunden, og Gudenåen trækker langsommere, næsten som om den også holder vejret i kulden, er det svært ikke at blive grebet af glæden ved en vintervandring.
Du kan trække vanterne og støvlerne på og gå langs Gudenåen, ved Justesens Plæne eller det nye område ved Storkeengen syd for Den Blå Bro. Eller hvad med en vandretur i Fussingøskovene. Det er næsten en meditation i sig selv.
Den særlige, sprøde lyd af frosne blade under fødderne og den klare, kolde luft, der bider lidt i kinderne, gør, at man virkelig mærker, at man er i live. Herude er der ingen travlhed, ingen støj – kun lyden af egne skridt og måske et enkelt egern, der pusler rundt efter sin morgenmad.
Selvom vinterens kulde kan være barsk, er den også ufattelig smuk. Når skovens grene hænger tunge af rim, og solen står lavt og sender gyldne stråler gennem de nøgne trækroner, føles det næsten som at træde ind i et maleri. Gudenåens vand kan synes næsten spejlblankt på en frostklar dag, og hvis du er heldig, kan du se en fugl stå stille på bredden, som om den også er grebet af den frostklare ro.
Lad os trække vanterne på.
