Efter 30 år i faget er Ole Jakobsen stadig “den utraditionelle” fotograf. Formel 1-fotografering i hele verden er lagt på hylden til fordel for koncerter ved en å og stor stolthed over en bydels fodboldklub syd for Randers.
Den utraditionelle fotograf, Ole Jakobsen, har været selvstændig fotograf i 30 år. Det er blevet til mere end 625 bryllupsfotograferinger og tæt på 25.000 billeder af mennesker, lyder buddet fra den nu 66-årige fotograf, der ikke har planer om at stoppe foreløbig.
»Jeg plejer at sige, at jeg stopper, dagen før jeg dør. Og afhængig af dødstidspunktet kan det være, at jeg tager formiddagen med,« lyder det med et karakteristisk skævt smil fra Ole Jakobsen, der for 30 år siden havde reception i sit atelier i Adelgade, da han åbnede Den Utraditionelle.
Navnet er ikke tilfældigt.
»Jeg er utraditionel. Jeg er ikke bange for at bede folk om at tie stille eller tale lidt hårdt til dem, når jeg fotograferer dem. ”Smil nu, din båtnakke” kan jeg finde på at sige. Det er sagt med humor og følelse, så jeg ved, at folk ikke tager anstød. Jeg danser ofte foran dem og taler hele tiden. Så slapper de af, og jeg kan skyde løs.«
Sådan lyder det med dyb stemme tilføjet et minimalt stænk af den læspen, som meget karakteristisk kendetegner Ole Jakobsens toneleje.
Få vælger det røvkedelige
Han er inspireret af pressefotografens hurtige skud.
»Ofte vælger kunderne alligevel ikke det røvkedelige portræt, hvor de kigger ind i kameraet, men det med liv og spræl på,« forklarer fotografen, der i næsten 40 år har boet i lejligheden i Jyllandsgade, hvor hans atelier og arbejdsplads nu har befundet sig i den seneste del af de 30 år i fotofaget.
Den selvlærte fotograf er uddannet lagerekspedient ved S.C. Sørensen og tog altså chancen for at blive selvstændig for 30 år siden.
De fleste husker ham nok fra gadebilledet i Randers, for han har både haft sit atelier på Adelgade, i Underværket, og i 2009 flyttede han til St. Voldgade.
I 2016 flyttede han arbejdspladsen hjem.
Når du begiver dig ind i opgangen i Jyllandsgade, mødes du af malerier og portrætter, som Ole Jakobsen har fået lov til at hænge op. Kunstneren er en af hans tyske venner, som han har fået stor inspiration fra, både som kunstner og gennem deres samtaler.
For sådan er Ole Jakobsen også. Det ville være det nemmeste i verden, hvis han hængte sine egne fotografier op i opgangen for at vise sig frem. Men i virkeligheden er fotografen med de store armbevægelser genert og beskeden. Og måske er det hemmeligheden bag de 30 år i fotografiets tegn.
Eller også er det praktik.
»De stod alligevel og fyldte i min lejlighed, så jeg spurgte, om de ikke kunne gøre gavn, og det var de andre beboere helt med på,« lyder det udglattende fra Ole Jakobsen, der har indrettet lejlighedens to stuer med reolrækker af bøger, en mindre skulptur og enkelte malerier, der suger dig ind i deres univers. I vindueskarmen står et familiefoto i sort-hvid, og ved siden af står to kameraer af ældre dato.
»Det er min moster, der tog familiebilledet med det ene kamera, og jeg fik lov til at få det for et par år siden, for min familie kender godt til min kærlighed til kameraer og fotografier,« fortæller Ole Jakobsen levende.
Venner gennem fotos
De senere år har erhvervsportrætter og billeder til brug i erhvervsvirksomheder fyldt mere og mere. Samtidig sælger han fotos i et digitalt billedbureau, hvor du som eksempel kan købe og downloade et digitalt billede af Gudenåen eller Østervold.
Men familieportrætter, bryllupsbilleder og konfirmandfotos fylder stadig.
»Flere af de kunder, jeg tog billeder af i begyndelsen, har nu børn og børnebørn, og jeg har fotograferet dem alle sammen gennem tiden. Jeg var for nylig til en 90-års fødselsdag for at tage billeder. Det var også mig, der tog dem, da hun blev 60.«
Og så er faget blevet en livsstil.
»Jeg er blevet venner med utallige af de mennesker, jeg har fotograferet gennem livet. Det hele hænger jo sammen,« mener Ole Jakobsen, der i en årrække rejste verden rundt og tog billeder under formel 1-løbene.
»Det var en ære at være med. Jeg var jo på linje med de dygtigste formel 1-fotografer i verden. Det gjaldt om at være på og vide præcis, hvornår bilerne passerede én. Der var kun én chance,« fortæller den selvlærte fotograf.
Dér vidste han det
Passionen for fotografi begyndte som 15-årig. Det husker Ole Jakobsen tydeligt. Som knægt fik han sin knallert og opdagede, at det var sejere at køre på den end at spille fodbold i Værum eller i Vorup FB, der netop var ved at rykke til Ulvehøj i Haslund på det tidspunkt.
»Jeg havde lige købt mit første kamera. Et lille lommekamera til 110 film, som det hed dengang. Jeg var stolt og helt klar til at skyde mine første mesterbilleder. Jeg havde også en anden interesse, nemlig Formel 1, så hvorfor ikke kombinere de to? En meget tidlig morgen gik turen i bus mod Anderstorp i Sverige, hvor Sveriges sidste Formel 1 grandprix blev kørt. Jeg skød løs og glædede mig som et lille barn til at komme hjem og få billederne fremkaldt. De blev ikke helt, som jeg håbede, sådan mildest talt,« husker han.
Nogle uger senere skete der noget skelsættende.
»En søndag fik vi besøg af to fotografer på gården. Mine forældre mente, jeg lige kunne vise dem rundt. Det gad jeg ikke, men autoritetstroen var alligevel højere dengang, så det endte jeg med at gøre alligevel. Jeg viste dem rundt i et par timer, og de fortalte, at de havde nogle idéer til en fotoudstilling i Jebjerg Forsamlingshus.«
»Der, på turen derude i skoven, opdagede jeg, at jeg skulle være fotograf,« fortæller Ole Jakobsen.
De to unge mænds ivrige snak om fotografering, motiver og lys fik ram på teenageren Ole.
Han har haft et kamera i hænderne lige siden.
»Jeg er meget bedre til at omsætte ord til billeder og at forstå dem gennem billederne,« lyder det tænksomt.
Åen og koncerterne
Oprindelig er han født og opvokset ved Beder, syd for Aarhus. Men familien solgte gården og flyttede til Værum, da Ole var 11 år.
»Det var ensomt de første år; jeg savnede Beder og alle vennerne,« fortæller Ole, der gennem fotografiet siden har fundet alle de venner og legekammerater, han kunne tænke sig.
De to mest markante tiltag, han har været med til, findes faktisk ikke ret langt væk fra fødehjemmet i Beder.
Han er især forelsket i naturen langs Giber Å, hvor han flere gange har arrangeret fotoudstillinger og små koncerter. Og koncerterne blev til ved et tilfælde.
Det var i 2018.
»Jeg tog et billede af min fotoveninde, der også er musiker. Motivet var hende med en saxofon, stående der i skoven ved Giber Å. Lidt for sjov, for hun poserede bare. Men da folk spurgte, sagde jeg, at musikken lød fantastisk, og så endte det med et par koncerter i skoven. Det voksede år for år, og nu kommer der mere end 700-800 tilskuere hvert år.«
Nu er han formand for Giber Å Kulturdage, der afholder syv koncerter om året og søger om fondspenge for at kunne arrangere endnu flere koncerter og events ved Giber Å.
»De to andre i bestyrelsen fandt mig ved et tilfælde. Den ene kom hjem fra udlandet og havde drømt om musik i skoven, da hun opdagede i et lokalt blad, at det havde jeg allerede arrangeret i et par år, og så spurgte hun, om vi ikke skulle danne en forening,« genfortæller Ole Jakobsen med det skæve smil i mundvigene.
Fodbold i syd
En anden passion er blevet fodbold i Brabrand. Ole Jakobsen har meldt sig ind i det lokale erhvervsnetværk omkring Brabrand IF, der spiller i 3. division, og får lige mulighed for at nævne, at det jo var det hold, der slog Randers FC ud af pokalen. En kamp, som han fotograferede med stor lidenskab.
Han kendte advokaten Birgitte Dejgaard fra sit fotoarbejde, og de blev venner. Da hun i 2020 flyttede til Brabrand, ville Ole Jakobsen lige forbi og se, hvordan hun havde fået indrettet sig – og han fik hurtigt øje for den smukke natur i og omkring Brabrand. Sammen lavede de en fælles udstilling af kunst og fotografier i hendes have. En invitation fulgte derefter fra journalisten, der driver Vores Brabrand, og pludselig var han involveret i bydelen.
»Det ligger jo ikke længere væk end 35 minutter fra Randers og ligner på mange måder min hjemby,« lyder det.
Han er inkarneret AGF-fan og følger holdets hjemmekampe.
»Det hænger lige så meget sammen med, at jeg mødes med en masse bekendte på stadion. Det er blevet vores frirum sammen,« lyder det.
»Men jeg elsker Randers og alle de mennesker, der bor i byen. Randers kan noget særligt,« bedyrer han.
Elsker at lytte
På køkkenvæggen foran den lille spisekrog i lejligheden hænger et luftfotografi i sort-hvid fra 1960’erne. Det forestiller Ole Jakobsens barndomshjem i Beder. Og detaljerne er imponerende. Ole fandt det i et fotoarkiv som en digital fil og fik den trykt i stor størrelse.
»Kan du se det hvide tøj der på tørresnoren? Det er mit. Jeg fik et lille gys, da jeg opdagede det,« fortæller han.
Hænger dine aktiviteter syd for Aarhus sammen med, at du stadig savner Beder og din hjemstavn?
Ole Jakobsen stopper op i en bevægelse. Øjnene spærres lidt op, og han flytter sig på stolen.
»Det har jeg aldrig tænkt på på den måde. Men jeg tror nu mere, det er tilfældigheder. Jeg finder altid legekammerater, som jeg virkelig spiller sammen med, og i de her tilfælde var det så i Brabrand og ved Giber Å,« forsøger han at forklare sammentræffet.
Efter at vi har talt om så meget andet, vender han tilbage til emnet.
»Jeg tror, det handler om at komme ud af sin by og se tingene på en anden måde. Se, hvordan andre løser det. Jeg har altid syntes, det var inspirerende at møde mennesker og at lytte til dem og deres meninger. Og så har jeg altid været villig til at deltage i netværk og investere tid i det.«
Nej til kanonføde
Ole Jakobsen har også sine meninger – om både detailhandel og bevaringsværdige bygninger og alt det indimellem.
Han forsøgte sig også med politik. I 2021 stillede han op for Venstre til kommunalvalget.
»Men jeg meldte mig ud af partiet efter valget. Det var ikke lige mig. Det gik op for mig, at jeg var stemmekvæg og kanonføde. Jeg er mere til at påvirke tingene som medlem af bestyrelser,« lyder det fra Ole Jakobsen.
Han er blandt andet bestyrelsesmedlem i Randers Handelsråd og i Fonden til Bevarelse af Gamle Bygninger i Randers Kommune. Og så er han netop blevet valgt ind i menighedsrådet i Sct. Mortens Kirke.
Han har faktisk skiftet kirkesogn, så han kunne stille op.
»Det er en helt anden boldgade, end jeg har befundet mig i før. Men jeg kan oprigtigt godt tænke mig at lære, hvordan det foregår i et menighedsråd. Jeg er vist ikke mere troende end gennemsnittet, men tænk at skulle arbejde sammen med præster og andre dygtige bestyrelsesmedlemmer. Og så er der en sandsynlighed for, at kirken skal renoveres om et par år. Tænk at kunne være med til at sætte sit aftryk på en så gammel, historisk og hæderkronet bygning,« lyder det.
