Gruppeformand Steen Bundgaard vil ikke kommentere, om Anker Bojes udtræden af partiet skyldes dårlige personlige relationer. Han mener, at der er højt til loftet i partiet og byrådsgruppen, som nu vil drøfte sagen internt.
»Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at Anker Boje vil det her. For jeg synes, vi er et rummeligt parti. Og jeg synes også, at vi giver folk lov til at have særstandpunkter. Og det har vi også givet Anker Boje lov til.«
Sådan lyder det fra byrådets gruppeformand i Socialdemokratiet, Steen Bundgaard, da Din Avis spørger ham til byrådsmedlem Anker Bojes exit fra partiet.
Din Avis har også kontaktet borgmester Torben Hansen. Vi ville gerne have hørt hans tanker om Anker Bojes pointer omkring den ledende socialdemokrats ledelsesstil, og hvordan han opfattede samarbejdet med Anker Boje, især efter at sidstnævnte stillede op imod ham som borgmesterkandidat og tabte. Begge lovede derefter, at de ville tale ud om tingene. Torben Hansen afviser at udtale sig og henviser til gruppeformand Steen Bundgaard.
Anker Boje peger på Torben Hansens ledelsesstil og politiske uenigheder. Hvor er det, at eftertanken hos jer skal ligge fremover?
»I forhold til ledelsesstilen, så stillede Anker op mod Torben som borgmesterkandidat. Og der var der jo klart flertal for Torben. Og dermed også hans ledelsesstil. Det er da klart, at vi hele tiden diskuterer den politik, vi har i gruppen. Den diskussion har vi også med vores bagland. Det er jo ikke sådan, at vi har en diktatorisk magt inden for gruppen – det ville du også kunne se, hvis du havde været inde i alle vores sager. Jeg synes, at vi er åbne, og vi har som parti højt til loftet i den sammenhæng her,« lyder det fra Steen Bundgaard.
Fjerdedel ikke enige
Under borgmesterdysten fik Anker Boje 25 procent af de 516 medlemmers stemmer, mens godt 50 procent stemte på Torben Hansen. Omtrent en fjerdedel af medlemmerne i Socialdemokratiet i Randers undlod at stemme. Man kender dermed ikke samtlige medlemmers holdning til hverken Anker Boje eller Torben Hansens linje, men det står klart, at mindst 25 procent i begyndelsen af året ikke var enige med den nuværende partitops linje og ønskede Anker Boje som ny borgmesterkandidat.
Om bruddet med Socialdemokratiet har Anker Boje blandt andet sagt dette:
»Jeg ser mig selv som socialdemokrat, og det er jeg stadigvæk. Måske er det også derfor, at jeg er endt, hvor jeg er nu. Det er måske ikke mig, der har flyttet mig, men partiet, der har flyttet sig.«
Steen Bundgaard stiller sig en smule undrende.
»Det er jo selvfølgelig hans udlægning. Jeg har været medlem af Socialdemokratiet i rigtig mange år, og vi har løbende udviklet os – det gør alle partier. Det er jo klart, at når man skal drive politik, så er der også nogle kompromiser, man skal gå ind i. Vi kan ikke bare vælge at gøre, som det passer os i byrådet, for vi har ikke et flertal. Det kræver, at andre partier er med.«
Men han erkender, at byrådsgruppen nu vil kigge indad.
»Når en person, som har været en del af det fællesskab, vi har haft, forlader det, så er det da klart, at det giver stof til eftertanke – det vil det da i en hvilken som helst organisation. Og det gør det da også hos os, det er da helt sikkert. Og det er da noget, vi også kommer til at diskutere i gruppen.«
To er væk
Anker Boje er ikke den eneste, der nu er løsgænger i stedet for socialdemokrat. I september 2022 forlod også Henriette Malland byrådsgruppen. Hun var i den grad uenig i de daværende besparelser på specialskolerne i Randers – besparelser, der kun er blevet større i det nye budget i 2024.
»Jeg er på den baggrund selv kommet til den erkendelse, at der ikke er plads til mig, mine mærkesager og mit hjerte for mennesker med handicap i Socialdemokratiet Randers,« skrev hun dengang.
Nu er der to sager inden for den seneste byrådsperiode, hvor to socialdemokrater har forladt partiet. Hvad giver det af tanker hos jer?
»Vi snakker sammen om det, og så giver vi folk muligheder for at have særstandpunkter. Så jeg mener, vi har rummelighed. Jeg synes ikke, vi har banket nogen på plads,« siger Steen Bundgaard.
Personfnidder?
Er det her din overbevisning, at det her seneste brud udelukkende handler om politik?
»Ja, det kan jeg ikke udtale mig om – altså, jeg er jo ikke Anker. Jeg ved ikke, hvad han tænker. Jeg kan bare se, hvor rummelige vi har været i forhold til alle i gruppen. Anker har jo fået lov til at have andre holdninger end det store flertal i gruppen.«
Du er jo selv gruppeformand, så du må jo også vide, hvordan gruppen har det sammen, altså hvor godt man har det internt. Så handler det her om personlige relationer?
»Altså, hvordan vi har det internt, synes jeg ikke skal tages her. Det er ikke noget, jeg sidder og kommenterer i offentligheden. Det er jo en diskussion, vi har inden for gruppen, så det har jeg ikke nogen kommentar til i den sammenhæng.«
Han tilføjer:
»Der er et stort flertal, der bakker op omkring både borgmester og ledelse i den sammenhæng, så det har jeg ikke yderligere kommentarer til.«