Af Lars ‘Bertel’ Bertelsen

“Det dér, det er skudhuller!” Det er det første, jeg kan huske, Lars sagde.

Vi var startet op igen efter sommerferien i ungdomsskolen, og vores tidligere lærer, Leif Bressum, havde ikke mulighed for at fortsætte med os.

Så nu var den nye lærer her i hvid lærredsfrakke med pelskrave, læderstropper og altså skudhuller påført i den finske vinterkrig – forsikrede Lars os om.

Hullerne var ikke lavet af kugler, men af møl – men det var vi da ligeglade med. Sikke en entré!

Det blev startskuddet til et livslangt venskab – både på og uden for banen. Lars var vores underviser i to år. Han åbnede porten til et musikalsk univers, jeg ikke havde forestillet mig.

Musik komponeret af navne som Focus, Wings, Chuck Berry, Fleetwood Mac og ikke mindst underviserens eget værk ”Røve” kom på sætlisterne. Vi spillede i ungdomsklubber, efterskoler og til Musik og Teaterdag på Kulturhuset – det var stort. Endelig var man noget!

Peter Bo havde forladt trommetronen i Celia, så Bent og Lars var på udkig efter hans afløser.

Stilen var punkjazz med et strejf af synkopering i fodtrommen. Lars kontaktede mig for at få mig til en audition. Igen var musikgenren totalt ukendt for mig. Cannonball Adderley, Miles Davis og egne kompositioner kraftigt inspireret af prog rock-bølgen – jeg skulle grave dybt for at finde noget, der kunne tilfredsstille, især Bents forventninger. Det hjalp med at overbevise ham om, at jeg var et godt bud, da han havde transskriberet nummeret ”Brakes” forkert, og ved gennemlytning af det udleverede kassettebånd i øvelokalet kunne vi konstatere, at mine markeringer var de rigtige – Lars kunne ikke skjule sit smil efter den erkendelse.

Celia hed bandet. Ved første øver med fuld besætning kunne det dog konstateres, at navneligheden var et problem. Lars-Ole Vestergaard, Lars Karmark og nu Lars Bertelsen – det var alligevel én Lars for meget.

”Nå, men det er da nemt klaret,” sagde Karmark. ”Nu hedder du Bertel.” Der fik jeg mit navn – Bertel. Tak for det, Lars – det har hængt ved lige siden.

Parallelt med Celia genopstod Honky. Her mødte jeg Alf, Edward og Frants. Det var et godt hold. Mange uforglemmelige oplevelser ”Out’n About”, men specielt i julen på Von Hatten kom musikken til sin ret.

En gammel, svedig klub med alt, alt for mange mennesker – men publikum elskede det. Som trommespiller var det en varm fornøjelse – for fornøjelse, det var det. De røde lamper blev hængt tidligt ud, når Honky spillede op til julebal, der med ”After Party” oppe hos Peer Kastrup blev en fast tradition. Også noget at glæde sig til i den søde juletid.

Efter en årrække lukkede Celia ned. Lars arbejdede med nyt materiale – et mere nutidigt udtryk. Samples og loops blev omdrejningspunktet for mange af hans værker. Egnsteaterforestillinger om både Pramdragere, Andersens Land og 700 år er ingen alder, blev der leveret kompositioner til. Jeg deltog i de fleste af disse produktioner. Det var supersjovt. Musik, dialog, dans og teater trylleri i en stor mekanisme. En genre jeg siden med stor fornøjelse, gentagne gange, har medvirket i.

Lars havde dog endnu ikke sluppet drømmen om det helt store hit, så Again Again så dagens lys med Jørn Gammelby, Ole Viller, Lasse Baggenæs og undertegnede som ”Partners in Crime”. Vi fik kun få koncerter under huden, men en tur i DR’s kreative afdeling blev det da til. Flere numre blev produceret og indspillet i DR Østjyllands studier. Lars var ikke rigtig tilfreds med udtrykket, så de versioner, I kan finde i dag, er kraftigt modificeret af komponisten selv – andre kunne ikke gøre det bedre. Det var i foråret 1991, vi lavede disse demoer. Again Again lukkede, og jeg fortsatte mit samarbejde med Lars i Honky.

Uden for øvelokalerne brugte vi meget tid sammen. Det har sikkert været superfrustrerende for Berit, Lene og Mette, at jeg fyldte så meget.

Det var værst i 80’erne, hvor jeg og Lars ofte havde lange samtaler om livet og alle dets forhold. Specielt når Lars havde plakat-arbejde på programmet. Han tegnede, talte og ”babbede” lystigt på den gamle gule majspibe i arbejdsværelset på Tøjhushavevej. Sådan en mandag morgen efter en øver med Celia, den obligatoriske bajer på Von Hatten og så hjem til dybe samtaler foran tegnebrættet på Tøjhushavevej kunne godt mærkes i kroppen, når jeg, glad og oplyst om livets store mysterier, cyklede hjem og hentede min skoletaske hos mine forældre og fortsatte ud på gymnasiet i Paderup – ingen søvn den nat!

Disse samtaler, om det var i arbejdsværelset, omkring bålet i Bønnerup eller i en bandbus på vej hjem fra Fermaten i Herning, har sat sig eftertrykkelige spor i mit liv – det er jeg dybt taknemmelig for. Lars var et stort og vigtigt livsvidne for mig.

”Bertel, du skal sgu spille med i Nosey Joe & the Gigoloes.” Sådan lød den hæse stemme i telefonen. Jeg værgede mig, men Lars var påholdende.

”Det er skidenemt! Bare lidt ping pinge ling – det klarer du sagtens.”

Jeg burde nok have vidst, at det ikke var så simpelt – men ok, endnu en tur i Lars’ bandbutik. Bent døde desværre ikke så længe efter, så Lars og jeg spillede grundspor til demo ind i studiet. Mig på kedler og Lars på bas. ”The show must go on, Bertel!” kom det kontant fra Lars.

”The show must go on!” – sådan må det være.

De sidste dage har for mig været meget svære.

Ikke noget sammenlignet med Mette, børnene og resten af den nære familie. Men en dyb knugen i maven og en tro på, at telefonen snart ringer, og vi skal til at spille og komponere musik igen.

Det var det sidste, Lars sagde til mig, efter jeg satte ham af på Langgade. Vi havde været til Thomas’ Surprise Party. Snakken gik fra første færd. Det var som at sætte pickuppen ned på pladen igen.

Den ramte præcis der, hvor vi havde løftet den sidste gang, selvom det var længe siden.

”Bertel, jeg har gang i nogle ideer. Du spiller nogle fede trommer, og så får vi sgu det internationale gennembrud, vi så længe har ledt efter… ha ha ha!”

Grinet, smilet og de skinnende øjne sagde det hele. Endnu en tur i Karmarks kreative karrusel. Det glædede jeg mig meget til. Sådan blev det desværre ikke!

Der er en kæmpe arv af kreative værker efter Lars. Mange ligger allerede ude på internettet – I kan selv se og høre dem.

Der kommer nok flere til, som tiden går, og vi får kigget efter i gemmerne. Hvad vil jeg så gå videre med – hvad vil jeg huske?

Hans værker. Det, han brændte for. Denne mennesketornado, der rørte folk med sit smil og sin varme. Denne kærlige mand. Dette gode menneske. Min bedste ældste ven.

Lars bisættes fra Sct. Mortens Kirke i Randers, torsdag 7. november 2024 kl. 13.00.