Hun har både tjent ved fine familier i København, blevet uddannet sygeplejerske, fået tre børn, og så bor hun stadig i det hjem, som hun købte med sin mand i 1983, da deres søn skulle overtage gården.
AF CECILIE BISGAARD
Grethe Thomsen, der bor i Spentrup, har haft mange fødselsdage. Men 14. november, når hun fylder år igen, bliver det nok alligevel en særlig en af slagsen. Hun fylder nemlig 100 år.
»Jeg har levet et langt liv. Jeg har oplevet så meget forskelligt. Jeg kan nævne mange skægge historier,« siger hun.
Den runde fødselsdag fejres på dagen med den nærmeste familie og naboer.
»Der er lidt åbent hus, så hvis nogen er interesserede i at se mig, så er de velkomne,« siger hun.
Senere fejres dagen med en større del af familien. I alt kommer der 38 til fejringen.
»Det er min fødselsdagsgave – alt det, mine børn arrangerer for mig. Det er jeg meget taknemmelig for, for jeg kan ikke selv. Jeg mangler heller ikke noget,« siger fødselaren.
En stor gård dengang
Det er ikke tomme ord, når Grethe Thomsen siger, at hun kan fortælle mange skægge historier. Hun har for eksempel engang fulgt Dronning Margrethe på toilet. Men den historie vender vi tilbage til.
Grethes historie starter 14. november 1924 i landsbyen Thorsø, der ligger nord for Grenå.
»Det er en lille by, men der var en landsbyskole, hvor vi havde en dygtig lærer. Jeg gik kun i skole syv år, så jeg fik ikke en realeksamen, selvom jeg egentlig var glad nok for at gå i skole. Men jeg kom da videre i verden alligevel,« fortæller hun.
Hendes forældre havde gården Thorsølund. Det var en stor gård dengang med 60 tønder land.
»Herregud, det svarer kun til et husmandssted i dag. Men det er stadig en stor gård. Ham, der har gården i dag, har en stor grisebestand. Jeg har været forbi gården flere gange,« siger hun.
Genfandt forbindelsen
Efter skolen kom Grethe Thomsen ud at tjene på flere gårde på hjemegnen. Det var sådan hun mødte Svend Thomsen, som hun senere blev gift med. Hun var ung pige i huset på en gård i Karlby, der ligger nord for Grenå kun få kilometer fra Thorsø. Svend var også ansat på gården.
»Dengang havde ingen af os drømt om, at vi skulle dele bord og seng,« griner hun.
Det kom først senere, efter hun var flyttet til København. Da Grethe var sygeplejerskeelev, hørte hun, at Svend skulle læse på landbrugsskolen i København.
Artiklen fortsætter under billedet
»Jeg syntes, at det kunne være sjovt at komme i forbindelse med ham igen. Så startede det,« fortæller hun.
De udvekslede breve et par år, og hun besøgte ham også et par dage i Jylland, og han besøgte hende i København. 17. juni 1953, lige efter Grethe blev uddannet sygeplejerske, blev hun og Svend gift.
»Vi havde en stor omgangskreds. Vi var 12, og vi havde en madklub, og madklubben blev til en ø-klub, hvor vi besøgte Danmarks øer. Det gik på omgang, så vi hver især skulle bestemme, hvad vi skulle næste gang,« siger Grethe Thomsen, inden hun fortsætter:
»Men nu ligger de på kirkegården næsten alle sammen.«
Krigen blev ikke nævnt
Som sagt flyttede Grethe Thomsen som ung til København. Til at starte med var det for at tjene. Først blev hun ansat hos en gartner på Amager.
»Jeg havde hørt, at en pige fra min hjemegn havde været der, og hun havde været så glad for det. Men der blev jeg virkelig betragtet som tyende. I hele huset skulle jeg ligge på knæ og tørre støv af. Men der var ikke nogen, der gjorde mig ondt. Det vil jeg sige,« fortæller hun.
Derefter blev hun ansat hos Von Essen, der var en jødisk familie, der boede på Christianshavn.
»Der var to år efter krigen, men der var ingen, der talte om den. Krigen blev ikke nævnt med et ord. De var flygtet til Sverige under krigen og så flyttet hjem igen. De var søde og betænksomme mennesker,« siger hun.
Hentede på Amalienborg
Datteren i Von Essen-familien var en del af en børnegruppe, der i løbet af dagen holdt til et helt særligt sted. Pigen gik simpelthen i en slags børnehave på Amalienborg – sammen med Prinsesse Margrethe, der senere blev kronprinsesse og dronning af Danmark. På daværende tidspunkt var tronfølgeloven ikke lavet om, så hun var stadig prinsesse.
»Pigen blev fulgt hen på Amalienborg hver morgen af herren. Når hun havde fri klokken 12, hentede jeg hende. Jeg og de andre unge piger sad i et forgemak, og der ventede jeg så på, at hun skulle komme ned ad trappen,« fortæller Grethe.
Grethe Thomsen var halvandet år hos Familien Von Essen. I den tid kom den unge prinsesse flere gange i hjemmet.
»Jeg har fulgt Dronning Margrethe på toilet. Dengang fulgte vi unge piger børnene på toilet, og det blev så mig, der gjorde det,« griner hun og fortsætter:
»Jeg boede oppe under taget i huset. Det var ikke små værelser, og de var møblerede. Vi havde det godt, men jeg kan huske, at prinsessen spurgte, om ”man godt kunne bo på sådan et loft”.«
Ville vælge det igen
Selvom hun var glad for sit arbejde hos Von Essen-familien, besluttede Grethe sig alligevel for, at hun ikke ville være i hus hele sit liv. Uden en realeksamen og kun med sine anbefalinger fra de familier, hun havde været hos, fik hun alligevel plads som sygeplejerskeelev på Bispebjerg Hospital.
Her havde hun først tre måneder med ren teori. Så fik hun sin blå kjole uden smæk. Efter et halvt år blev kjolen skiftet ud med en blå kjole med smæk. Da hun blev færdig i 1953, fik hun sin stribede kjole og kappe. Det var en stor dag, der blev fejret med pandekager på Københavns Rådhus.
Artiklen fortsætter under faktaboksen
BLÅ BOG: Grethe Thomsen
Født 14. november i Thorsø nord for Grenå
Gik i skole i syv år, inden hun kom ud at tjene på gårde på hjemegnen
Var unge pige i huset hos flere københavnske familier, inden hun blev uddannet sygeplejerske
Blev lige efter endt uddannelse gift med Svend
De boede først i Askildrup, inden de flyttede til Dyrby, da deres ældste skulle starte i skole
De fik tre børn: Birgit, Poul og Jens. Der er siden blevet til to børnebørn og to oldebørn
Da sønnen Jens skulle overtage gårde i 1983 flyttede ægteparret til Spentrup
Svend Thomsen gik bort for over ti år siden
Grethe bor stadig i hjemmet i Spentrup
»Vi var 90 på mit hold, og vi blev ved med at komme sammen. Vi har både været til 20-års-jubilæum og 50-års-jubilæum. De har været her fire gange,« fortæller hun.
Selvom Grethe Thomsen blev gift ganske kort tid, efter hun var færdig med sin uddannelse, så nåede hun alligevel at bruge sit sygeplejerskebevis. I cirka tre årtier var hun afløsende hjemmesygeplejerske i Purhus Kommune.
»Når den faste sygeplejerske havde ferie eller var syg, så trådte jeg til, og hun var syg en del til sidst. Hvis jeg skulle vælge igen, så ville jeg vælge det samme job. Det har været søde mennesker, som jeg kom rundt til,« siger hun.
Passet til punkt og prikke
Som sagt blev Grethe gift med Svend ganske kort tid efter, hun blev uddannet sygeplejerske. Hun flyttede til Askildrup, hvor hendes mand tre måneder tidligere havde købt en gård. Gården lå faktisk på en del af den jord, der er skreddet ved Nordic Waste.
»Vi boede der i syv år, men vi flyttede, da vores ældste skulle starte i skole. Det var noget streng jord at drive. Vi flyttede til en gård, der ligger i Dyrby fem kilometer herfra. Det er min søn, der har gården i dag,« siger hun.
I 1983 flyttede Grethe og Svend til Spentrup. Det var nemlig på tide, at sønnen Jens skulle overtage gården i Dyrby.
Artiklen fortsætter under billedet
»Når vi nu vidste, at han gerne ville overtage, så skulle han ikke først have gården, når han var blevet halvgammel. Det skulle han ikke gå og vente på. At flytte var nok værst for min mand, fordi han ikke skulle gå og passe jorden. Men så passede han haven,« siger hun og fortsætter:
»Min søn holder gården godt. Det hele er passet til punkt og prikke – ude og inde. Da han var barn, skulle man ellers løfte sine ben højt for at komme rundt inde på hans værelse.«
»De fik reddet mig i land«
Det er nu over ti år siden, at Svend gik bort.
»Den sidste tid var streng, fordi han var syg og lidt dement,« siger Grethe Thomsen og fortsætter:
»Heldigvis har jeg tre søde og hjælpsomme børn. Det må jeg bare sige. Min datter laver mad til mig, så jeg har til cirka en måned ad gangen. Min søn, der har gården, laver regnskaber og handler ind for mig. Min anden søn klipper buskene, og han klarer det, hvis der er noget el, der skal ordnes. Min søn på gården kan ellers ordne alting.«
Hun har en aftale med en af naboerne. Hver morgen, når han går tur med hunden, kigger han, om gardinerne er trukket fra hos Grethe. Det er en aftale, der nok reddede hendes liv for et par år siden.
Hun var faldet ude i gangen – hun var faktisk besvimet, og det var hun i det mest af det halve døgn, hun lå der. Naboen fik fat i den søn, der overtog gården.
»De fik reddet mig i land. Jeg kom på sygehuset i Randers, og hvor var de søde derinde. Jeg kom på aflastning på plejehjemmet her i byen, og der var de lige så søde. Nu fungerer jeg igen – lige bortset fra benene,« siger Grethe Thomsen, der nemt kommer rundt i sit hjem med sin rollator.
Nu kommer der en hjemmehjælper hver dag. Det er mest for at sikre sig, at Grethe er kommet op. Tit har hun både lavet og drukket morgenkaffen, inden hjemmehjælpen kommer. De tømmer mest affaldsposer, og så hjælper de hende i bad hver onsdag.
»Det er den hjælp, jeg får. Og jeg har heller ikke brug for mere. De er så søde dem, der kommer her,« siger hun.
Derudover har hun hyret en mand til at passe haven og en kvinde, der gør grundigt rent hver 14. dag.
