Over 250 tilskuere så FC Sabur rykke op i Serie 2. Nu skal der bygges videre på sammenholdet.
Der sker store ændringer for den randrusianske klub FC Sabur med dansk-bosnisk-albanske rødder i denne tid.
For nylig rykkede klubbens herrehold op i Serie 2, efter at have slået SMIFF med 2-1 foran 250 tilskuere på hjemmebanen, Nørre Borup Stadion.
Klubben havde også inviteret de lokale beboere fra landsbyen for at vise god naboskab, og her dukkede der omkring 50 lokale op.
Oprykningen kom i en sæson, hvor det kun blev til ét nederlag for klubbens herrer, der siden begyndelsen af 00’erne har holdt til i landsbyen Nørre Borup lige nord for Randers.
Til hjemmekampe dukker der mere end 150 tilskuere op, mens en udebanetur let kan trække 50 tilskuere.
Hyggestemning
Hemmeligheden er ifølge bestyrelsesmedlem Sedin Buzdalek, at der er et stort sammenhold på tværs af klubben, der både har unge og ældre spillere på holdet. Faktisk er der lige nu 59 medlemmer, og flere kommer til, lyder det.
»Det er jo simpelthen sådan en hyggestemning, vi har skabt herude. Og det giver en lidt energi til, at vi gerne vil lidt mere, end det, man gjorde før.«
Sabur er et tyrkisk ord for rolighed. Klubben blev stiftet i 2001 på foranledning af Bosnisk Kulturcenter i Randers, der også bar navnet Sabur.
Sedin Buzdalek tilføjer:
»Det er jo en af grundene til, at vi har alle de her nye tiltag i gang for at se, hvordan vi kan bevare den bølge, som vi rider på lige nu. Om det er damehold, eller om det er børnehold, vi skal starte op, eller om vi kan tiltrække flere talenter eller spillere, der er rigtig gode, så vi kan bevare den ånd, som vi har lige nu,« siger Sedin Buzdalek, en af stifterne af FC Sabur helt tilbage fra 2001. For godt tre år siden trådte han igen ind i bestyrelsen, der nu består af både yngre og ældre medlemmer.
Bestyrelsen består af: Haris Hrustanovic, Mirza Barakovic, Hajrudin Zorlak, Albin Ramljak, Izudin Ramic og Sedin Buzdalek.
»Vi begynder at skrive til hinanden fra syv om morgenen. Og den sidste, der sender besked, er nok ved et-tiden om natten. Vi brygger på planer. Hvad skal der ske hen over vinteren, og hvordan vi skal tackle næste sæson. Der er meget gejst i både bestyrelsen og i selve klubben. Det er jo helt vildt.«
Ingen røde kort
Men det kommer efter et par hårde år. For tilbage i 2015 skabte en gruppe af spillere dårlig stemning og slagsmål, når der blev spillet mod andre hold.
Flere af de bærende kræfter havde på det tidspunkt overladt tøjlerne til flere unge medlemmer, men kom så efterhånden ind i bestyrelsen igen og genstartede klubben.
De urolige elementer fik besked på at forlade klubben, og en nultolerance har siden da betydet, at FC Saburs ry nu har vendt sig til noget meget positivt i området.
»Vi har ikke haft røde kort i DBU’s turneringer i tre år,« siger Sedin Buzdalek.
Kvindehold på vej
Til næste sæson er der tilmeldt et Serie 2-hold, to 7-mandshold og et Serie 5-hold. Og snart også et kvindehold. Der lægges også planer for børnehold og ungdomshold på sigt.
»Flere i byen har været forbi for at høre, om vi ikke ville oprette børnehold, og det er klart en del af vores vision. Vi kan jo se alle de børn, der leger, mens der bliver spillet fodbold på banerne. Det vil vi gerne bygge videre på,« siger Sedin Buzdalek.
De fysiske forhold bliver også forbedret løbende. Der er lagt fliser ud omkring klubbens nye bod, så der både kan grilles, og tilskuerne kan stå tørskoede, mens der spilles fodbold. Derudover bliver der til næste sæson også sat spillerkabiner op, og der sættes rækværk omkring banen, så det minder om et stadion.
FC Sabur har både en salgsbod og mere end 72 kvadratmeter terrasse ved siden af banerne.
Drømmen er også at få drænet de meget tunge baner, men det er en dyr affære, selvom opbakningen er der fra medlemmerne.
»Vi startede sådan en aktion her for en måned siden. Jeg tror, at vi på to dage samlede 20.000 kroner ind, hvor folk bare donerede penge til, at vi kunne lave nye tiltag. Og når vi beder om hjælp til at rydde op, bygge noget eller gøre rent på stadion, så er der altid mere end 15-20 mand, der melder sig.«
Drøm: Serie 1
Igennem årtier har Borup Stadion ellers huset klubben RB72, der tilbage i 1972 var en sammenlægning af Nørre Borup og Råsteds to klubber. Klubben lukkede ned og solgte for år tilbage klubhuset fra 1970’erne til Randers Auto Sport. Men omklædningsrummene og banerne er kommunale, og det er de faciliteter, FC Sabur benytter.
»Om fem år er vi forhåbentlig rykket op i Serie 1, og vi har skabt en klub med både kvindehold, ungdomshold og børnehold,« lyder visionen.