Midttrafiks bestyrelse har besluttet at gøre det billigere at køre med natbus.

Der venter Midttrafiks natbuskunder en tidlig julegave i år.

Tidligere har det kostet ekstra at rejse med natbus – helt op til dobbelt pris på nogle billettyper. Men fra 15. november kan kunderne køre med natbus på deres pendlerkort, rejsekort eller en helt almindelig enkeltbillet uden at skulle betale ekstra.

Det oplyser trafikselskabet i en pressemeddelelse.

Tiltaget med billigere natbusser træder i kraft samtidig med, at der indsættes særlige julenatbusser flere steder i regionen. Det fortsætter i helårsnatbusserne i og omkring Aarhus efter jul.

»Vi skal sørge for, at man kan komme trygt og sikkert hjem også om natten. Når det ekstra tillæg på natbusbilletterne forsvinder, bliver det mere attraktivt at tage bussen. Jeg er glad for, at det lykkedes at fjerne tillægget, da det er et ønske, jeg har haft længe,« siger Nicolaj Bang (K), rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus.

Natbusserne omkring juletid, hvor den står på julefrokoster, er særligt populære.

»Vi har mange nye kunder med i natbusserne, når julens fester sætter ind. Det er vores udstillingsvindue i forhold til, at de vælger den kollektive trafik en anden gang. Derfor skal det være let og gennemskueligt at købe billet til en tur med natbussen. Men det skal også være lettere for vores faste kunder, der har enten ungdomskort eller pendlerkort. De kan nu hoppe ombord uden at skulle købe en ekstra billet,« siger Midttrafiks bestyrelsesformand Steen Vindum.

Midttrafik anbefaler, at nye kunder downloader enten Rejsekort på app eller Rejsebillet, inden de tager afsted til julens fester. Så har de altid en billet ved hånden, uanset om de skal med natbus, almindelig bus eller letbanen.

ddp