Din Avis Randers skal hjælpe med at pege på løsningerne, men også beskrive, hvor skoen trykker. Sådan lød det i TV-interviewet mellem Bo Ørris fra TV Kronjylland og redaktøren på Din Avis.

»Randers har et kæmpe potentiale, og jeg ser det som min opgave at vise det frem.«

Når du læser Din Avis Randers, har du forhåbentlig opdaget, at det ikke udelukkende er kritiske historier, der fylder spalterne, men at der også er artikler, der sørger for, at du bliver klogere på Randers og de mennesker, der bor her.

»Vi skal ikke være lalleglade, men vi må egentlig gerne rose hinanden og klappe hinanden på skulderen, når noget virker. Nogle gange skal vi også huske at være, som vi er, og acceptere, at det er sådan.«

Sådan lød det fra mig, da radioværten på Radio ABC, speakeren på Randers FC’s hjemmebane og motorsportsentusiasten Bo Ørris nysgerrigt ville vide, hvad jeg som redaktør på Din Avis står for.

»Som journalist vil jeg gerne være en positiv stemme for Randers. Det betyder ikke, at jeg ignorerer problemerne – tro mig, dem er der nok af. Men jeg tror på, at vi kommer længst ved at fremhæve de gode historier og tale byen op,« lød det videre.

Den alsidige radiovært Bo Ørris har også et tv-program, kaldet ‘Bo’s Verden’, på den lille tv-station TV Kronjylland. Her interviewer han personligheder fra Randers og opland, som, han mener, har noget på hjerte.

Og han ville gerne høre lidt om manden, der har været redaktør på Din Avis i Randers siden december 2021.

Du kan finde interviewet på TV Kronjyllands kanal på Youtube. Det tager en halv time.

I ler og støv til halsen

I interviewet kan du også høre om min opvækst i Haslund, og hvordan jeg som mønsterbryder var den første i familien, der tog en studentereksamen, kom på universitetet og derefter tog journalistuddannelsen.

Du kan også høre om, hvordan jeg personligt har det med at beskrive jordskreddet ved Nordic Waste i Ølst.

Som ung arbejdede jeg på det, som de fleste kender som FIBO, som fejemand.

Så jeg har arbejdet i alle de bygninger, der nu er dækket af jord. Jeg har stået under de kæmpestore roterende ovne, der omdannede ler til lerkugler via 1400 graders varme, stået dybt nede i en støvet tank med lerkugler i og lært at bakke en dieseltank på hjul, der var spændt for en orange Fiat-traktor fra 1950’erne.

Jeg husker folk fra dengang, der blandt andet arbejdede som smede, elektrikere, lastbilchauffører eller som arbejdsmænd på lerfabrikken, der indtil 2011 omdannede ler til lerkugler. I dag ser det ud, som om en verdenskrig er blevet udkæmpet på bakkerne, og græsset er ved at slette sporene.

At forstå en by

Bo Ørris ville også vide, hvor jeg var vokset op, og hvilke sportsgrene jeg dyrkede som barn.

Det var i Haslund, hvor jeg spillede fodbold på Ulvehøjs baner, og det var der, min kærlighed til foreningslivet begyndte. Min far var i mange år holdleder for mit hold, og derfor var det naturligt selv at blive frivillig, da jeg selv blev voksen. Faktisk nåede jeg at være formand for RB72, da klubben med base i Borup og Råsted stadig havde håndbold og fodbold på programmet. Og senere var jeg fodboldtræner for mine børn, da de spillede i Hornbæk SF.

Randers er mit hjem, og det skinner igennem i min journalistik. Selvom mit hjerte har været i Randers, har jeg ikke altid arbejdet her. Jeg har været rundt i både Østjylland, på Djursland og i Sønderjylland. Jeg har arbejdet på Aarhus Stiftstidende og og haft fornøjelsen af at være i praktik på Randers Amtsavis og var lokalredaktør i Favrskov i mere end ti år.

Som journalist kræver det tid at forstå en by helt indefra. Nu, hvor jeg er tilbage, kan jeg mærke det. Når skraldesystemet og trafikken driller, så mærker jeg det selv – og det er de små ting, der gør en forskel i min skrivning. Jeg lever jo i samme hverdag, som du gør som læser. Det giver en særlig vinkel.

Randers er hjem

I Favrskov kunne kilderne høre, at jeg havde lokalkendskab, men de vidste, at jeg ikke kom fra deres by. Så jeg måtte være fra nabobyen, lød konklusionen.

Jeg er randrusianer, har jeg tit forklaret. Faktisk senest en søndag i oktober til en tidligere kilde fra Houlbjerg, der troede, jeg kom fra Hadsten. Vi mødtes i en af de tre fanbusser fra Randers FC, der sendte os til Aalborg for, at vi kunne se Randers FC heldigt slå AaB med 2-0.

Hvordan kan det være, at du ofte skriver positive kommentarer i Din Avis, spurgte Bo Ørris.

»For mig er Randers ikke kun et sted at bo – det er hjem. Og det er noget, jeg ønsker at vise i min journalistik. Byen har potentiale, der venter på at blive udfoldet. Jeg tror på Randers og dens fremtid, og jeg håber, at mine artikler kan være med til at sætte fokus på de gode ting, vi har her. Ja, der vil altid være problemer, men med den rette tilgang kan vi løse dem,« lød svaret.

Randers er en by, der burde kunne udrette mere – det gælder bare om at se mulighederne.