Hvem skal overraskes med en opmuntring i juletiden?
Julen nærmer sig, og forventningens glæde er stor hos de fleste. Men der, hvor økonomien i forvejen er presset, kan forventningens glæde hurtigt forvandles til en tung byrde, skriver byggevarehuskæden Bauhaus i en pressemeddelelse.
Derfor ønsker Bauhaus at sprede juleglæde for en modtager i lokalområdet og opfordrer alle kunder til at nominere nogen, der trænger til en opmuntring i julen.
Det kan være en familie eller en forening. Et værested eller et bofællesskab. Et plejehjem eller et børnehjem. Eller måske noget helt andet.
Bauhaus lader det være helt op til kunderne at vælge, hvem der skal nomineres og dermed have mulighed for at modtage julepakken til en værdi af 10.000 kroner.
»Kom ud af busken og fortæl os, hvem, du synes, trænger til en opmuntring i juletiden. Vi glæder os helt vildt til at se jeres mange gode forslag,« siger Rüstem Basel, varehuschef i Bauhaus Randers.
Rüstem Basel fortæller, at det er let at indstille nominerede på Bauhaus’ hjemmeside eller ved at scanne en QR-kode, som man kan få i byggevarehuset. Man skal bare huske at nominere en kandidat senest 17. november.
Når Bauhaus har fundet en modtager blandt de nominerede, bliver den person kontaktet, som har indstillet kandidaten for i samarbejde med Bauhaus at sammensætte en unik julepakke. Der står altså ikke en færdigpakket julegave klar til at blive uddelt til den heldige.
Julepakken kan for eksempel indeholde alle ingredienser til en lækker julemiddag, et magisk julepyntet hus, en gave til hver beboer på en institution, et ganske særligt juleønske eller noget helt femte. Det afgørende er, at julepakken gør en forskel.
Samtlige 19 Bauhaus i Danmark donerer en julepakke af hver 10.000 kroner til en modtager i lokalområdet.
sra