Kvinden delte den sigtedes oplysninger på Facebook under navneforbud.

En 49-årig kvinde fra Randers er ved Retten i Randers blevet idømt en bøde på 25.000 kroner for at have offentliggjort navn og billede på den sigtede 33-årige mand i sagen fra Kirkerup, der i juni 2024 blev kendt skyldig i flere alvorlige forhold og idømt fængsel på livstid.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Mandag den 17. april modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en borger havde brudt navneforbuddet i en verserende straffesag fra Kirkerup på Sjælland, da hun klokken 20.30 havde offentliggjort både navn og billede af den sigtede på Facebook.

Navneforbuddet var netop blevet nedlagt af Retten i Næstved tidligere samme dag under et grundlovsforhør.

Onsdag den 30. oktober er den 49-årige kvinde, der kommer fra det nordvestlige Randers, blevet kendt skyldig i sagen og idømt en bøde på 25.000 kroner for at have brudt navneforbuddet.

»Rettens afgørelse viser med al tydelighed, at det naturligvis er strafbart at overtræde et navneforbud i en verserende sag. Det er ikke uden grund, når der bliver nedlagt et navneforbud i en straffesag, og derfor er jeg naturligvis også tilfreds med, at kvinden nu også er blevet idømt en bøde for at have overtrådt navneforbuddet i den konkrete sag fra Kirkerup,« siger anklagerfuldmægtig Simon Frier fra Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Idømt fængsel på livstid

Den 49-årige kvinde slettede efterfølgende sit opslag, da hun ifølge egen forklaring blev gjort bekendt med, at det var ulovligt, men Retten i Randers fandt det alligevel bevist, at opslaget var blevet delt, mens navneforbuddet var aktuelt – og at delingen derfor var strafbar.

Navneforbuddet blev ophævet 24. april 2024, og den 33-årige sigtede og senere tiltalte mand i sagen blev i juni kendt skyldig i de alvorlige forhold og idømt fængsel på livstid.

Philip Patrick Westh blev i juni i år idømt livsvarigt fængsel for blandt andet drabet på Emilie Meng og at have bortført og voldtaget en 13-årig avispige – den såkaldte Kirkerup-sag.

Han har anket dommen til landsretten – han vil have en tidsbegrænset straf.

Den 49-årige kvinde erkendte sig skyldig i at have overtrådt navneforbuddet i sagen.

Hun har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke dommen til landsretten.

jro