Hakket oksekød solgt i blandt andet Bilka og Føtex tilbagekaldes efter fund af salmonella.

Danish Crown tilbagekalder flere varianter af hakket oksekød efter fund af salmonella.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Der er tale om hakket oksekød solgt i Bilka, Føtex, Meny, Rema 1000 og på Nemlig.com.

Produktet er også solgt i Spar, Min Købmand, Let-Køb og Løvbjerg.

Oksekødet kan kendes på produktionsdatoen 15. oktober 2024.

Fødevarestyrelsen råder forbrugere til at kassere produktet eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt.

Flere symptomer

Symptomerne på infektion med salmonella er diarré, mavesmerter, feber, hovedpine og eventuelt kvalme og opkast. Sygdommen kan vare fra få dage til flere uger.

Som oftest er symptomerne på salmonella milde og går over af sig selv. Hvis man får vedvarende symptomer, bør man henvende sig til sin egen læge, skriver Statens Serum Institut.

Særligt hos små børn kan diarré og kvalme føre til dehydrering, som kan være farligt.

I værste tilfælde kan en salmonellaforgiftning betyde døden.

Der er flest smittetilfælde med salmonella i sommerhalvåret med størst forekomst i august.

Man bliver typisk smittet via fødevarer – særligt kød, salater og mælkeprodukter.

Hakket kød og fjerkræ bør derfor gennemsteges, anbefaler Fødevarestyrelsen.

Ikke første gang

I hele stykker kød, som stege og bøffer, sidder bakterierne normalt kun på overfladen. Derfor behøver hele kødstykker ikke at blive gennemstegt, skriver styrelsen.

Derfor råder Fødevarestyrelsen blandt andet til, at man køber hakket kød, som er specielt beregnet til tatar, hvis man ønsker at spise dette.

Derudover bør man vaske hænder, inden man går i gang med madlavningen og efter at have rørt ved råt kød. Man bør også undgå at smage på råt kød, holde det adskilt fra den spiseklare mad samt gennemstege eller gennemkoge hakket kød.

Læs mere om salmonella i fødevarer HER

Læs mere om infektion med salmonella HER

/ritzau/jro