På få år har kommunen reduceret forbruget af rottegift med næsten 90 procent – og det er godt nyt for både miljøet og for rottebekæmpelsen.
Når de kommunale rottefængere i dag rykker ud i Randers Kommune, er den stærke rottegift som regel gemt godt væk i el-bilen. I stedet er intelligente fælder, hunde og vejledning af grundejere blandt de miljøvenlige metoder, der skal komme rotterne til livs. Og de giftfrie metoder virker, skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.
Vinterhalvåret er højsæson for rotter, og tidligere har Randers Kommune i langt højere grad brugt gift i bekæmpelsen. Men på få år er mængden af gift reduceret med næsten 90 procent. Og alene siden 2021 er giftforbruget mere end halveret.
»Rottegift er hverken godt for miljøet og er heller ikke nødvendigvis særlig effektivt, fordi rotterne udvikler resistens. Derfor har vi gjort en stor indsats for at indføre giftfri bekæmpelse, og erfaringen er, at det i langt de fleste tilfælde er mindst lige så effektivt som bekæmpelse med gift. Det er meget positivt,« siger Frank Nørgaard, der er formand for miljø- og teknikudvalget.
I januar 2023 vedtog byrådet den seneste handleplan for rottebekæmpelse i Randers Kommune. Og den har for alvor sat skub på udviklingen, der allerede var i gang mod en langt mere miljøvenlig rottebekæmpelse.
Med handleplanen er der blandt andet indført giftfri bekæmpelse på alle anmeldelser – undtagen ved meget store rotteforekomster. Og i byzoner bliver gift som udgangspunkt helt undgået.
I stedet for gift bruger de kommunale rottefængere nu i stor stil intelligente fælder, der giver besked, når en rotte er gået i fælden. På den måde undgår rottefængerne at bruge tid på unødig kørsel til tomme fælder. Det giver desuden en bedre udnyttelse af fælderne, fordi de bliver tømt og genaktiveret kort tid efter en rotte er gået i fælden.
Randers Kommune modtager årligt omkring 3.300 anmeldelser om rotter. Antallet svinger dog naturligt fra år til år.