I forbindelse med opkøbet af AMC Lastbiler, vil der blive introduceret en ny, fælles profil.
AMC Lastbiler, der har værksteder i Aarhus, Randers og Hobro, er i gang med at blive opkøbt af Truck Center Kolding (TCK), fortæller TCK i en pressemeddelelse. TCK overtager 50 procent af ejerskabet nu, og den sidste del overdrages over de kommende to til fire år.
»Efter at vi nu er veletableret i Kolding med helt nye bygningsmæssige faciliteter fra 2021, er det tid til at fortsætte ekspansionen. Derfor er det dejligt, at vi kan købe AMC, for den virksomhed er drevet efter de samme værdier som TCK’s, nemlig at være proaktive, fleksible, løsningsorienterede, ambitiøse og innovative. Opkøbet af AMC Lastbiler et nærmest perfekt match for os . Og det er et stort plus, at direktør Claus Nørskov har lyst til at fortsætte nogle år endnu – og give en hånd med at få den nye profil ført ud i livet,« udtaler ejer og direktør for TCK, Henrik Conradsen.
I forbindelse med opkøbet vil der blive introduceret en fælles profil, således at afdelingerne fremover vil hedde TCK efterfulgt af bynavnet. De opkøbte afdelinger vil således skifte navn til TCK Aarhus, TCK Randers og TCK Hobro.
TCK’s koncept er at tilbyde en ”one stop shop”-løsning med reparation af lastbiler af alle mærker, trailere, hydraulik og dæk samt en døgnåben vagtordning. Dette vil være et centralt element i den fremtidige fælles profil, men de enkelte afdelinger vil også fortsætter med de specialer, de har.
Ejer og direktør for AMC Lastbiler fortæller om opkøbet:
»Det har været afgørende for mig at finde en løsning, der er god for AMC’s loyale medarbejdere og kunder. Kontinuitet og stabilitet er vigtigt for mig. Med Henrik Conradsen har jeg på den ene side fundet en person med de rette kompetencer og med lyst til at fortsætte AMC og på den anden side en, der har ungdommens gå-på-mod og lyst til at forandre, og investere i udviklingen, så vi hele tiden er relevante for vore kunder.«