Martin Hovaldt Jørgensen fra Gjerlev bryder fordomme og er rollemodel for butikslivet via TikTok. Nu er han aktuel i tv-serie.
24-årige Martin Hovaldt Jørgensen, også kendt som ’albinoen fra Brugsen’, har taget både sociale medier og danske medier med storm. Foran 60.000 følgere på TikTok viser han stolt sit liv som salgsassistent i Dagli’ Brugsen i Gjerlev frem, og hans mission er klar: Han vil nedbryde de negative fordomme om at arbejde i butik.
For Martin har det ikke altid været let at stå ved sit karrierevalg.
»Når jeg sagde, at jeg ville fortsætte i Dagli’ Brugsen, kiggede folk undrende på mig. Mange mente, jeg kunne gøre noget ’bedre’ med mit liv,« fortæller Martin, der for tiden igen er aktuel i en reality-serie kaldet ’De unge Købmænd’.
Den kan du se på TV2 Østjylland og TV2 Play. Og her følger du fire unge mennesker, der har viet deres liv til at drive en købmandsforretning. Du følger dem både i det gode ved livet i butik, og det knap så gode. Og så er de meget ærlige om, hvad det koster at være dedikeret til sit job.
Ingen bil
I Martin Hovaldt Jørgensens omgangskreds var normen at tage en længerevarende uddannelse og flytte til storbyen. Men han holdt fast i sin passion for butiksarbejde og fandt stolthed i sit arbejde.
»Jeg elsker mit job og min by,« siger Martin Hovaldt Jørgensen, der har arbejdet i butikken i over 10 år. Og han kan ikke forestille sig andet. Han har truffet sit valg, ligesom han mener andre unge skal træffe deres.
»Jeg har ikke bil og jeg elsker at cykle på arbejde. Jeg kan godt lide at bo i Gjerlev. Og jeg elsker det nære og snakken med kunderne.«
Han er nu blevet et forbillede for unge, der måske også føler, at de skal retfærdiggøre deres valg om at arbejde i dagligvarebranchen. »Der er en fordom om, at det ikke er et ’prestigefyldt’ job, men for mig handler prestige om at gøre en forskel hver dag,« forklarer han.
Selfie og snak
Næsten dagligt kommer der folk ind i butikken og skal have en selfie og en snak med ’albinoen fra Brugsen’. Og Martin Hovaldt Jørgensen stiller beredvilligt og smilende op.
Martin Hovaldt Jørgensen har også gjort en forskel for sin arbejdsplads. Ifølge hans chef, uddeler Thomas Andersen, har Martin skabt en unik stemning i butikken, som både medarbejdere og kunder værdsætter. Og så har han ansvaret for alle de unge ansatte. Hans varme stil og væremåde betyder, at de unge er vilde med at få et job i landsbyen uden for Randers.
»Vi har aldrig haft ventelister på at få job i butikken før, men nu har vi op til 40-50 ansøgninger liggende,« siger Thomas Andersen, der sammen med sine ansatte har udviklet en meget direkte og bramfri stil på de sociale medier.
Og det har givet pote. Siden Thomas Andersen overtog butikken i Gjerlev i 2019 er omsætningen mangedoblet og senest bruges der en million kroner på at gøre butiksindgangen og indretningen mere moderne og tidssvarende. Pengene kommer fra de overskud som Dagli’Brugsen har leveret de seneste par år, især via slagtilbud og ’hent nu’ tilbud.
Martin Hovaldt Jørgensens rejse på TikTok startede med sjove og underholdende videoer fra hverdagen i Brugsen, men i dag har hans platform udviklet sig til en kampagne for at fremhæve mulighederne i detailbranchen.
»Jeg vil vise, at det at arbejde i butik ikke kun handler om at sidde ved kassen. Der er så meget mere, og det vil jeg gerne inspirere andre til at se,« siger han.