U9-spillere fra Vorup er så gode, at de bliver udfordret i særligt stævne. Ifølge træneren kan flere af dem ende i Superligaen en gang.

Forrige søndag var Vorups stadion fyldt med U9-spillere fra hele Danmark og endda et hold fra Norge.

Det lidt specielle femmandsfodboldstævne, kaldet U9 Plus, samlede 15 talentfulde hold, der ikke bliver udfordret nok i de almindelige turneringer.

Ifølge cheftræner Stoil Zaykov fra Vorup FB har flere af spillerne evnerne til at blive til noget stort.

»Vi har nogle spillere, som går hele vejen. Jeg er sikker på, at du en dag ser dem i Superligaen,« lyder det med overbevisning i stemmen. Når de spiller de ordinære U9-turneringer, vinder de ofte stort, og til flere andre stævner har U9-drengene slået ældre hold overlegent.

15 U9 hold fra Danmark- og et fra Norge deltog i turneringen i Vorup. Foto: Jan Szwed

Børnene træner fire gange om ugen, to dage i Vorup FB og to gange om ugen i Randers FC’s format, der også hedder U9 Plus.

Alle spillerne er klar på at tage turen til Sjælland en søndag for at spille et stævne og derefter drage hjem igen. De er alle dygtige spillere, der bør udfordres, lyder argumentet.

»Vi har arrangeret stævnet for dem, der har lyst til at spille fodbold, og dem, der virkelig vil gå op i det lige nu. På den her måde får de også lov til at gøre det fuldt ud.«

20 klubber i U9 Plus

Truppen fra Vorup FB er inviteret ind i et fællesskab med andre talentfulde U9-spillere fra især Sjælland. Ved det forrige stævne i Gentofte tilbød Stoil Zaykov, at man kunne spille på Ulvehøj.

»Man får ikke de hold fra København til at rejse hele dagen og spille i syv timer uden en grund. På en søndag. Og så køre hjem igen klokken 21.00 om aftenen,« forklarer Stoil Zaykov, der har C3-licensen som træner. Det betyder, at han har brugt hundredvis af timer på trænerkurser, og han kender godt til DBU’s viden om, at talentfulde fodboldspillere ikke er fuldt udviklet, før de når teenagealderen.

»De her spillere elsker fodbold. Selv når de spiller Playstation, så er det fodbold, de spiller. Hver en pause bliver der rørt en bold,« forklarer Stoil Zaykov, der har trænet U9-truppen i fire-fem år, og sammen med yderligere to trænere har Vorup FB også to andre hold på U9-årgangen.

Mere end 15 U9 hold fra Danmark- og et fra Norge deltog i turneringen i Vorup. Foto: Jan Szwed Foto: Jan Szwed

Fremtids-tanker

Har I tænkt fremad? Lige nu spiller de femmandsfodbold. Når spillerne bliver ældre, skal de spille 11-mands. Det niveau, spillerne har nu, kan skabe en klike, og Vorup FB kan risikere ikke at kunne udfordre spillerne nok, hvis de skal spille sammen med ’normale’ spillere?

»Jo, det har vi tænkt på, og vi har også snakket om, at vi skal have nogle af de andre spillere, som lige spiller på et lavere niveau, med til de almindelige turneringer i DBU. Så vi skal finde et par stykker, der kommer opad, og så spiller med de andre drenge, som er virkelig dygtige i dag. Vi dyrker virkelig fællesskabet i hele årgangen. Vi arrangerer pizza-spisning og andre ting, der binder dem sammen.«

Han tilføjer:

»Vi er ikke en eliteklub i Vorup, men jeg tror, at vi alle skal være stolte af, at vi kunne tiltrække alle de klubber til Ulvehøj. Det viser, at vi har dygtige spillere her i Randers.«

Lige nu er spillerne fra U9 så gode, at man er nødt til at udfordre dem gennem stævner med ligeså talentfulde U9 spillere fra hele Danmark. Foto: Jan Szwed