Det bliver rigtigt uhyggeligt, når der er halloweenløb i efterårsferien.

AF CECILIE BISGAARD

»Man kan med fordel medbringe lommelygte og rene underbukser.«

Det kommer ikke til at gå stille for sig, når der lørdag 19. oktober er halloween-løb i Råby Skoven. Det lover Anna Mette Hansen, der er en af arrangørerne. Derfor anbefales det, at du lige tager et par ekstra underbukser med, hvis du skal ud på den cirka 2,5 kilometer lange rute.

Hun vil ikke løfte sløret alt for meget for, hvad du kan møde i skoven, men hun fortæller, at der vil være genkendelige figurer fra gysergenren som Pennywise – klovnen fra ‘It’ – Nonnen, Chucky og en langhåret pige, der kommer ud af et fjernsyn ligesom i filmen ‘The Ring’.

“Historien” om løbet er, at et forsøg er gået galt, og en virus er sluppet løs i skoven. Virussen er igen under kontrol, men den har nået at forvandle alle skovens beboere til monstre.

»Vi har en masse idéer og vilde planer,« siger Anna Mette Hansen, der selv er stor gyserfan.

»Det bliver vildt«

Idéen til halloween-løbet – der har fået navnet ‘Escape the Forrest’ – kom, efter Anna Mette Hansen og hendes datter havde været til en lignende løb i Blokhus.

»Vi var helt ærligt lidt skuffede, da vi tog hjem, og jeg tænkte, at det kan vi sgu gøre bedre. Og det gør vi. Det bliver vildt,« siger hun.

Anna Mette Hansen har arrangeret løbet sammen med to af sine veninder: Connie Snebæk Christensen og Stine Eline Kristensen. Sammen har de tre samlet 20 personer fra deres familie og vennekreds, der kommer til at stå på strækningen i skoven.

»Folk kan godt regne med, at der er fuld smæk på. Men vi har forsøgt at lave det, så familier også kan være med,« siger hun.

Løbet er delt op, så det fra klokken 14 til 16 er for familier, og fra klokken 18 til 20 er det for de hardcore.

»Om dagen, hvis vi kan se, der er nogle mindre børn, som bliver forskrækkede, så trækker vi os tilbage. Og aftenen trækker vi os ikke tilbage,« siger Anna Mette Hansen.

Du kan læse mere om løbet og se, hvordan du tilmelder dig, her.