10. oktober får Romalt besøg af både Kristian Thygesen og TV2 Østjylland.

Randers’ farverige frisørmester, Kristian Thygesen fra Klippoteket, giver tips og idéer til din personlige stil, når han gæster Romalt Kultur- og Forsamlingshus torsdag 10. oktober.

Har du mod på det, kan du også få lavet en håndlæsning, der måske kan åbne sløret lidt for din fremtid, skriver Romalt Kultur- og Forsamlingshus i en pressemeddelelse.

Kristian Thygesen har gæstet Romalt flere gange før, men denne gang bliver helt speciel og anderledes, da TV2 Østjylland kommer og optager fra hele aftenen til en portrætudsendelse om Kristian Thygesen, der bliver sendt engang i 2025.

Den farverige frisørmester er blandt andet kendt for at have en særegen frisørsalon fyldt med spændende ting og sager, som man kan købe. I november og december er den desuden spækket med uanede mængder af antik julepynt og juleting.

Kristian Thygesen har ikke mindst et utroligt godt øje og talent for at finde en stil, tøj og frisure tilpasset den enkelte. Men udover at være en talentfuld frisør er han også kendt for sine evner i håndlæsning.

En aften i selskab med Kristian Thygesen og et par af hans medarbejdere er en stor oplevelse, og gæsterne går helt sikkert fra aftenen med viden og erfaring, som du kan bruge, fremgår det af pressemeddelelsen.

Billetter kan købes hos Safeticket eller direkte hos Klippoteket.

sra