Af Kian Johansen, redaktør Din Avis

Årets budgetforhandlinger i Randers endte desværre, som mange havde frygtet.

Et sparebudget på over 90 millioner kroner, der rammer bredt og hårdt, bliver vedtaget 10. oktober med en midlertidig skattestigning som plaster på såret. Men den tager kun toppen af besparelserne.

Skolerne, de ældre, og de mest sårbare borgere står til at mærke konsekvenserne, selvom nogle af de værste besparelser blev mildnet.

Det er svært ikke at føle med dem, der bliver ramt. For familierne med udfordrede børn, som fra næste skoleår nu risikerer at få deres barn placeret i en almindelig folkeskole, hvor ressourcerne er knappe. For folkeskolerne der nu skal håndtere inklusionen oveni den ordinære opgave med at gøre eleverne klogere.

For de ældre, som må vinke farvel til plejehjemspladser og nogle af dem må beholde støttestrømperne på natten over. For pædagogerne, der skal finde en måde at give omsorg til flere børn med færre hænder.

Og selvom politikerne peger på nødvendigheden af skattestigningen for at undgå endnu værre scenarier, er det stadig en trist virkelighed, som venter mange borgere.

Besparelserne vil kunne mærkes – i hverdagen, i skolerne og i omsorgen for de mest sårbare. Det er en trist tid for Randers’ borgere, hvor kampen om ressourcerne bliver mere tydelig end nogensinde før.