Kulturhuset i Randers inviterer til en hyggelig og social aften med pizzabagning og fællesspisning.

Torsdag 26. september inviterer Kulturhuset i Randers til en særlig aften, når kunstner Jesper Aabille står bag arrangementet Let’s Make Pizza. Det oplyser Kulturhuset Randers i en pressemeddelelse.

Arrangementet handler om mere end bare madlavning. Her mødes folk om at skabe noget sammen – nemlig pizzaer, der bages i fællesskab på Stemannsgade foran Kulturhuset. Der er pizzaovne, dej, tomatsovs og ost til rådighed, mens deltagerne selv medbringer deres yndlingsingredienser som topping. Hver pizza bliver derfor både helt unik og et produkt af den fælles indsats.

Let’s Make Pizza er åbent for alle, uanset om man kommer med familien, vennerne, kollegerne, studiekammerater eller alene. Arrangementet byder på en oplagt mulighed for at møde nye mennesker. Der er fokus på fællesskab, og det kræver ingen særlige madlavningsevner at være med.

Samtidig sørger den ukrainske DJ Abrikosych for en hyggelig loungestemning med musik, mens pizzaerne bages og indtages.

Arrangementet lægger vægt på det sociale, hvor alle bidrager med deres egne ingredienser og skaber pizzaer sammen. Måltidet nydes bagefter i Kulturhusets nyrenoverede forhal og i Grønnegården, hvor deltagerne kan møde nye mennesker i afslappede rammer. Imens man venter på en ledig pizzaovn er der også mulighed for at sætte sig med ét af de brætspil, som sættes frem på middagsbordene.

Udover pizzabagningen holder Randers Bibliotek, Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum aftenåbent.

Billetter til fællesspisningen kan købes online. Husk at medbringe din egen pizzatopping.

sra