Spærringen betyder, at de lokale trafikanter i perioden må ud på en omkørselsrute.
Fra onsdag den 25. september til mandag den 21. oktober spærres tilkørsel <39> Randers N i nordgående retning, når Vejdirektoratets entreprenør begynder ombygningen med at tilføje et ekstra tilkørselsspor.
Det ekstra spor skal give mere plads til trafikanterne og sikre en bedre og mere sikker trafikafvikling i fremtiden, skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
Arbejdet vil påvirke trafikken, da de trafikanter, der normalvis benytter tilkørslen i perioden skal ud på en mindre omkørselsrute for at komme ned på motorvejen i nordgående retning.
Omkørselsruten går tilbage over <40> Randers C i sydgående retning, hvor trafikanterne skal benytte afkørslen for derefter at benytte tilkørslen i nordgående retning. Det betyder så også lige en tur hen i rundkørslen ved Hornbæk Auto.
For afkørslen til venstre over broen er også spærret i denne tid.
I myldretiden kan der derfor være længere rejsetid på grund af omkørslen.
Et ekstra spor på E45
Vejdirektoratet udvider motorvej E45 mellem Kolding og Randers flere steder på en i alt 60 kilometer lang strækning for at lette trafikken og de lange køer i myldretiden.
Man kan løbende holde sig opdateret om trafiksituationen på statsvejene via Vejdirektoratets trafikkort, hvor der er information om restriktioner, vejarbejder og andre trafikmeldinger.