38-årig hollænder har tilstået at have smuglet heroin og kokain til Danmark under en retssag ved Retten i Randers..
En 38-årig hollandsk mand er tirsdag i en tilståelsessag blevet idømt otte års fængsel for narkosmugling.
Det oplyser anklager Rasmus Gyldenløve fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Den 38-årige Ruben Boven tilstod at have smuglet 103 kilo kokain og heroin ind i Danmark ved omkring 20 forskellige leveringer.
Anklageren forklarer, at straffen, som den 38-årige er blevet idømt ved Retten i Randers, er en tillægsstraf. Manden er nemlig allerede idømt seks års fængsel i Tyskland.
Havde han ikke fået den dom, havde anklagemyndigheden gået efter 14 års fængsel, fortæller Gyldenløve.
Sagen mod hollænderen er en del af en større sag, hvor flere personer tidligere er idømt fængselsstraffe.
Blandt andet blev en anden hollænder i maj sidste år idømt 12 års fængsel, mens en anden i september sidste år også fik 12 års fængsel i sagen.
Dommen til Ruben Boven sætter et punktum i sagen, som NSK begyndte at efterforske omkring årsskiftet i 2021/2022, fortæller anklageren.
Rasmus Gyldenløve fortæller, at NSK havde hollænderen som mistænkt helt fra sagens start.
“Kort inden vi har planlagt at anholde de mistænkte, bliver han anholdt i Tyskland,” siger han.
I Tyskland blev den 38-årige idømt en fængselsstraf på seks år.
Tyskland har ”udlånt” den hollandske mand til Danmark, så han kunne blive retsforfulgt her. Nu da det er sket, skal han tilbage til Tyskland, der skal afgøre, om han skal afsone i Holland eller Tyskland.
Sagen kom til offentlighedens kendskab, da NSK 5. oktober 2022 anholdt ti mænd, der blev sigtet for omfattende international smugling af over 500 kilo kokain fra Holland til Danmark.
Efterforskningen skete i samarbejde med Nordjyllands Politi, Fyns Politi og Københavns Politi samt politimyndigheder fra Norge, Holland, Tyskland og Montenegro understøttet af Europol og Interpol.
Ritzau