Endnu en festival ser dagens lys i Randers.
Randers bliver snart hjemsted for en helt ny metalfestival, når Gallows Festival løber af stablen 22. februar 2025.
Festivalen er skabt i et samarbejde mellem tre af byens centrale kulturinstitutioner: Spillestedet Turbinen, Kulturhuset Underværket og Randers Bibliotek. Sammen med det lokale metalband Swartzheim og nøglepersoner fra byens metalmiljø har de sat sig for at skabe en festival, der hylder den tunge musik i alle dens former. Det fortæller de i en pressemeddelelse.
Festivalen finder sted på tre forskellige venues i Randers: Turbinen, Underværket og Kulturhuset, hvor der bliver rig mulighed for at opleve både etablerede og nye bands inden for metalgenren. De første navne er allerede blevet afsløret, og der er lagt op til en massiv oplevelse for alle metalfans.
Metal med lokal forankring
Det lokale thrash-band Swartzheim er ikke bare en del af line-up’et – de er også blevet inviteret med ind i selve planlægningen af festivalen. Bandet har fået deres egen scene, hvor de har håndplukket bands til at optræde. Her har de valgt Rottefænger og Blodmåne, to unge navne fra den danske undergrund, der begge står stærkt inden for deres respektive musikalske nicher.
Swartzheim spiller også selv på festivalen, hvor de deler scenen med festivalens hovednavn, som endnu ikke er offentliggjort. For bandet er det en stor drøm, der går i opfyldelse at kunne stå på scenen i deres egen by, fortæller Joe Timmins, der spiller guitar i bandet.
»For os personligt bliver det noget helt særligt at spille på Turbinen. Det har været et sted, vi selv er taget til mange koncerter gennem årene, og at vi nu får lov til at stå på den scene i Randers, er stort for os.«
Flere navne på plakaten
De første navne, der er annonceret til Gallows Festival, tæller foruden Swartzheim også det danske ekstrem-metal band Xenoblight, som er kendt for deres brutale og energiske liveoptrædener. Festivalen vil dog ikke kun byde på metal i én stilart – med Rottefænger vil der også være plads til hård musik, der ikke nødvendigvis falder ind under den traditionelle metal-genre, hvilket ifølge arrangørerne er med til at sikre en varieret oplevelse for publikum.
Gallows Festival handler dog ikke kun om musik. Arrangørerne har også fokus på at skabe en oplevelse for hele byen og bringe forskellige elementer af metal- og popkulturen sammen. Derfor vil der være et con-område i Underværket, arrangeret af Sci Fi Con’s Benny Ray, hvor festivalens gæster og andre interesserede kan dykke ned i nørdede aspekter af populærkulturen, som ofte ledsager metalmusikken. Der vil også være paneldebatter, talks og filmfremvisninger, der er inkluderet i billetprisen.
Michael Gonzalez, musikansvarlig på Turbinen, og Matias Ankerstjerne fra Underværket, står sammen med Randers Bibliotek bag idéen til festivalen. Michael Gonzalez forklarer: »Der er et helt særligt sammenhold omkring metalkulturen, og vi syntes, det kunne være fedt at løfte genren her i byen og brede det ud over en hel dag med mange forskellige aktører. Og hvor de, der måske ikke normalt er til genren, får mulighed for at komme og snuse til det.«
Ny tradition
Festivalen er tænkt som starten på en ny tradition i Randers, hvor metalmusikken får en fast plads på byens kulturelle landkort. Matias Ankerstjerne fra Underværket uddyber:
»Det har været målet, at Randers skulle have en metalfestival af format, og vi vil bringe noget nyt til bordet. Vi ser frem til, at Gallows bliver starten på en god tradition, der kan vokse i de kommende år.«