AF Anker Boje, Byrådsmedlem for Socialdemokratiet i Randers Kommune og Henrik Leth, Skytten 130, 8920 Randers
Borgerne i Ølst er med rette bekymrede for deres sundhed, men på trods af dette ser myndighederne ud til at afvise behovet for en helbredsundersøgelse af landsbyens beboere.
Denne bekymring er ikke grebet ud af luften, men bunder i dokumenterede fakta om de materialer, der udledes i området, specifikt Microfiller fra Aalborg Portland. Aalborg Portland har selv udarbejdet sikkerhedsdatablade for Microfiller, hvori det tydeligt fremgår, at personale, der arbejder med stoffet, skal anvende filtermasker for at beskytte sig. Derudover understreges det, at Microfiller skal opbevares under tag og afdækkes, så det ikke spredes i luften. Det er derfor rystende, at et materiale, der kræver denne type sikkerhedsforanstaltninger, ikke tages mere alvorligt i forhold til den befolkning, der potentielt kan blive udsat for det.
Når det fremgår af sikkerhedsdatabladet, at der er risici forbundet med indånding af Microfiller, burde det være en selvfølge, at der foretages en grundig helbredsundersøgelse af borgerne i Ølst. Hvordan kan man ellers være sikker på, at ingen allerede er blevet påvirket af de sundhedsskadelige partikler?
Det må være et krav, at myndighederne tager borgernes bekymringer alvorligt og iværksætter en helbredsundersøgelse baseret på Aalborg Portlands oplysninger om Microfilleren. Det er ikke blot en nødvendighed, men et ansvar, de har overfor borgernes sundhed og trivsel.
Ølst fortjener klare svar og handling – ikke flere bortforklaringer.