Randers Kommune vil have flere børn til at cykle i skole. Det skal en bog hjælpe med.
Som et led i kampagnen ”Lad dog dit barn cykle” opfordrer Randers Kommune børn og deres forældre til at cykle til skole. En ny børnebog deles ud til elever i 1.-3. klasse på alle skoler, og der hænges plakater op i nærheden af skolernes parkeringspladser.
Den nye børnebog er designet til at inspirere de yngste til at få lyst til at cykle. Bogen fortæller på en underholdende måde om, hvordan de små undskyldninger for ikke at tage cyklen kan vokse sig store for børnene.
»Vi kører den her kampagne, fordi vi ved, at rigtig mange børn faktisk gerne både vil og kan cykle til skole, nogen af dem får bare ikke lov. Det synes jeg er synd. Især for de børn der bor et af de mange steder med trafiksikre veje, hvor de kan færdes sikkert til skole på cykel sammen med deres skolekammerater,« siger Torben Hansen, borgmester i Randers Kommune, i en pressemeddelelse.
»Jeg håber, at bogen giver smil på læben – og måske lidt eftertænksomhed hos os voksne, der kan blive lidt for bekymrede.«
Ifølge Randers Kommunes seneste cykelregnskab cykler under halvdelen af skolebørnene i Randers Kommune til skole, og tallet er dalende de seneste år. Dette er en udvikling, som Randers Kommune ønsker at vende.
»At cykle til skole giver børnene både daglig motion, og styrker deres selvstændighed og evne til at færdes sikkert i trafikken. Vi har en fælles opgave i at motivere flere børn til at vælge cyklen, så vi kan forbedre både sundhed og trafiksikkerhed,« siger Magnus Vilstrup, sektionsleder for veje og trafik i Randers.
Ud over de sundhedsmæssige fordele ved daglig motion, hjælper cykling også med at reducere trafiktrængslen omkring skolerne og mindsker miljøbelastningen fra biltrafik. Derudover kan børn, der cykler, opleve øget koncentration i timerne og forbedret mental velvære.
Magnus Vilstrup understreger dog, at ikke alle familier har lige gode muligheder for at lade børnene cykle til skole. Men han opfordrer forældre til at tage ansvar og lære deres børns gode trafikvaner:
»Det er vigtigt, at vi alle gør en indsats. Forældre spiller en stor rolle i at sikre, at børnene er klædt på til at færdes sikkert i trafikken.«