Graffiti er mange ting. Nogle gange er det smukt udsmykkede vægge. Nogle gange er det ‘hej igen’ skrevet med sprittusch på et elskab.
AF CECILIE BISGAARD
Det her kan man vist godt kalde en særudgave af ’Kig op’.
Det er nemlig ikke deciderede ’kig op’-billeder. Til gengæld er der et tema. Måske et kontroversielt tema – det er nemlig graffiti.
Måske synes du, det er kunst. Måske synes du, det skæmmer byen. Måske har du bare slet ikke lagt mærke til det.
Der er nemlig graffiti at finde i centrum af Randers. Ikke fordi det er på hver eneste bare plet mur, men det er der. Det er rigtigt, at der nok er en del af det, der ikke er for kønt. Men der er også nogle graffitimalere i byen, der virkelig formår at lege med fantastiske farver og sjove motiver.
Faktisk er der en lille gård – eller plads om man vil – i det centrale Randers, hvor den rå graffitikunst møder de bløde blomsterbede. Der er et billede af det på siden her, men ved du, hvor det er henne?
Måske har du også selv fået øje på noget særligt graffitikunst. Måske fordi det er sjovt. Måske fordi det er smukt. Måske fordi det er tudegrimt.
Har du lyst til at dele det med os? Så send endelig dine bedste graffiti-billedet til os. Send en mail med billederne og en kort tekst til randers@dinavis.dk. Så kan det være vi deler dine billeder med vores læsere.
God graffiti-jagt!