Af Margit Skovgaard Toft
I det udsendte forslag om budgetbesparelser kan man se, at ikke bare specialskolen i Randers, Trekløverskolen, skal spare 10 procent. Det skal alle specialrækker og klasser i kommunen også. Hvordan vælger kommunen så at løse det?
Se nu bliver det spændende… børn fra specialtilbud skal sendes tilbage til almenområdet. Og blandt børn fra 0.-3.klasse er der fremover slet ingen, der får behov for et særligt tilbud. Bum, så er den klaret. Vi kunne kalde det ’det brede børnefællesskab’.
Når det gælder om guf på isen, så er lidt godt og meget er meget godt. Men når det handler om det brede børnefællesskab, kan man ikke bruge helt den samme terminologi. Det handler om en balance – hvor børns særlige behov kan imødekommes og rummes i folkeskolen. En balance folkeskolen kæmper for at opretholde allerede nu.
Og mens det kommunale skoletilbud bliver sendt direkte ud i kaos, der kommer til at slide på de tilbagesendte børn, børn i almenområdet, personale og forældre. Ja, så kan privatskolerne udvide og byde velkommen til et skoletilbud, hvor de kan holde balancen.
Som forælder til et barn i en almindelig folkeskole, kan jeg se, at der i mit barns klasse vil skulle indsluses en håndfuld børn, som kommer fra et specialiseret tilbud. Og som forælder til et (andet) barn med særlige behov, kan jeg se mit barn slå sig igen og igen i rammer og krav, som han på ingen måde kan klare.
Hvad kan en desperat mor gøre? Med folkeskoleloven i hånden kan jeg kæmpe for, at mit barn med særlige behov bliver imødekommet. Og flytte mit andet barn i privat regi.
Således bliver det brede børnefællesskab smalt, og når alle de ressourcestærke børn er flyttet i privatskole, forsvinder præmissen for besparelsen. Det giver ingen mening.
