Hos El Recycling er man så glad for det nye samarbejde, at HR-chefen har lyst til at »råbe ud over hele Randers til alle virksomheder, at her kan I virkelig gøre en forskel«.

AF CECILIE BISGAARD

Hos den randrusianske virksomhed El Recycling er det et mål at rumme alle. Her er pensionister, ukrainske flygtninge, mennesker med diagnoser – og nu også unge, der har det svært.

El Recycling har nemlig indgået et nyt samarbejde med Randers Ungdomsskoles heltidsundervisning, der betyder, at de til hver en tid har tre stillinger til elever fra skolen.

En af dem, der har fået et fritidsjob gennem det nye samarbejde er den 16-årige Emil Simonsen. Han har været ansat hos El Recycling siden maj.

»Da jeg blev spurgt, om det her job kunne være noget for mig, vidste jeg ikke, om jeg lige gad det her. Jeg ville gerne have et job og havde måske tænkt på et værksted eller i et supermarked – det var bare svært at skrive en ansøgning, og jeg var bange for at blive afvist,« fortæller han og fortsætter:

»Men jeg fandt hurtigt ud af, at det er rart at være her. Her kan jeg vise, at jeg kan noget. At jeg er noget værd. Det er rart at få at vide, at jeg kan noget, og at jeg er god nok.«

Havde det ikke godt

Emil Simonsen bor i Assentoft, og de fleste af sine folkeskoleår har han tilbragt på Assentoftskolen. Men i 8. klasse kunne både hans forældre og skolen mærke, at et skifte ville være det bedste for ham.

»Jeg havde det ikke godt i min gamle klasse, og jeg var meget skoletræt. Vi havde et møde om, hvilke andre skoler jeg kunne skifte til, og vi valgte heltidsundervisningen. Det var et godt valg. Det er meget bedre. Her bliver eleverne set og taget hånd om. Der er flere lærere til færre elever,« fortæller han og fortsætter:

»Man kan godt mærke, at det ikke er en normal skole. Der er mange forskellige mennesker, og der plads til, at man har en dårlig dag.«

Siden starten af 2023 har Emil Simonsen været en del af heltidsundervisningen. Det betyder, at han egentlig gik i 9. klasse sidste år, men det bliver først i dette skoleår, at han tager sin eksamen. Hvad der derefter skal ske, ved han ikke endnu.

En større forståelse

I Randers Ungdomsskoles heltidsundervisning bliver eleverne undervist i dansk, matematik og engelsk. Derudover forsøger ungdomsskolen at lade eleverne lære på alle mulige andre måder end den traditionelle i et klasseværelse.

»Vi har en blandet elevgruppe, men deres fælles kendetegn er, at de alle sammen har brug for nogle særligt tilrettelagte rammer,« siger Nikolaj Høegh, der er afdelingsleder af Randers Ungdomsskoles heltidsundervisning.

En del af de særlige rammer er at give eleverne, der ofte er skoletrætte, en bedre fornemmelse for, hvorfor skolen er vigtig.

Nikolaj Høegh (til højre), der er afdelingsleder af Randers Ungdomsskoles heltidsundervisning, drømmer om, at flere lokale virksomheder vil gøre som Casper Roensbech (i midten), der er HR-chef og medejer af El Recycling, og samarbejde om at finde fritidsjob til stedets elever. En af dem, der har fået et job, er Emil Simonsen (til venstre). Foto: Cecilie Bisgaard

»Vi har flere elever som Emil. Da vi fik ham, var han meget skoletræt. Han kan godt det faglige, men han havde svært ved at se meningen med, hvad han skulle bruge det til,« siger han og fortsætter:

»Ved at komme ud i erhvervslivet håber vi, at eleverne får en større forståelse for, hvorfor det er smart at kunne læse, hvorfor det er smart at kunne skrive nogenlunde godt, og hvorfor det er smart at kunne lægge tal sammen. For der vil være opgaver i arbejdslivet, det kræver det.«

»Alle skal have en chance«

Nikolaj Høegh kendte i forvejen Casper Roensbech, der er HR-chef og medejer af El Recycling. Han tog derfor kontakt til ham og fortalte om en gruppe elever, der gerne ville ind på arbejdsmarkedet, men det var ikke noget, de kunne gøre selv. Der skulle mere til. De skulle have lidt hjælp.

»Vores politik her er, at alle skal have en chance. Og med heltidsundervisningen kunne jeg bare se, at her kunne vi hjælpe nogle mennesker for få midler. Vi kan ikke ansætte alle, men det her samarbejde passer ind i vores specialrekruttering af unge,« siger Casper Roensbech.

Han fortæller, at siden Emil Simonsen startede ved El Recycling, har den unge fyr vist, at han fortjener sin plads og den chance, som Casper Roensbech gav ham.

»Uanset hvor svær en dag Emil har, så hjælper han andre og gør det godt. Han gør en god arbejdsindsats, og det er det, jeg forventer af ham. Det, jeg ikke forventer af ham, men som han gør alligevel, er at bidrage til, at alle andre har det godt,« siger HR-chefen.

»God stemning 24/7«

Den nye aftale, der er indgået mellem Randers Ungdomsskoles heltidsundervisning og El Recycling, går som sagt ud på, at firmaet altid har et fritidsjob til i alt tre elever. Lige nu er det Emil Simonsen og en anden dreng, der er ansat. Det er ikke alle, der kan få tilbudt en plads.

For det første vurderer medarbejderne i heltidsundervisningen, om en elev skal tilbydes det. For det andet har El Recycling mulighed for at sige nej, hvis de ikke mener, eleven er klar til det – udgangspunktet er dog, at alle får en chance.

»Roensbech lægger vægt på, at der skal være plads til alle, så længe man opfører sig ordentligt. Hvis man bagtaler nogen eller snakker grimt, så skal man ikke være der,« siger Nikolaj Høegh om sin samarbejdspartner.

Det er også noget af det, som Emil Simonsen sætter pris på ved El Recycling.

»Der er god stemning 24/7. Man kan godt smide en joke, og folk kan tage det. Der er aldrig noget ondt i det,« siger han.

Hos El Recycling får alle en chance, fortæller Casper Roensbech, der er HR-chef og medejer. En af dem, der har fået en chance og virkelig taget den, er den 16-årige Emil Simonsen. Foto: Cecilie Bisgaard

En gulerod til eleverne

Nikolaj Høegh fortæller, at grunden til, at heltidsundervisning gerne vil have sådan et samarbejde med en virksomhed, er, at forskning viser, at unge mennesker, der har et fritidsjob, generelt står stærkere.

»Og så er det sindssygt godt at få et afbræk fra skolen og tjene penge, som de kan bruge på noget fedt. Det er en gulerod til eleverne. Vi kan se, det skaber en motivation,« siger afdelingslederen.

Emil Simonsen arbejder hos El Recycling hver tirsdag. Virksomheden får brugt elektronik ind, som de sælger videre til Danmark og resten af EU. Emil Simonsens primære opgave er at rense elektronikken for eventuelle mærkater – for eksempel hvis der står ”Tilhører Randers Kommune” på.

Af og til hjælper Emil Simonsen også i sorteringen. Her skal han sammen med sine kollegaer blandt andet vurdere, om den elektronik, de får ind, kan sælges videre eller ej.

»Vi laver rammer for arbejdsopgaverne, så du behøver ikke en fancy uddannelse for at arbejde her. Vi lærer dig det, og så kan du sagtens blive en stjerne,« siger Casper Roensbech.

Drømmer om flere

Nikolaj Høegh håber nu, at flere virksomheder vil indgå et samarbejde med Randers Ungdomsskoles heltidsundervisning om fritidsjob til eleverne.

»Vi har mange elever, der gerne vil have et job, men de får ikke taget skridtet og gået ned i brugsen eller skrevet ti ansøgninger,« siger han.

Drømmen for ham er, at fire-fem virksomheder vil indgå i et lignende samarbejde som El Recycling.

»Det har vist sig, at når vi giver noget, så kommer der noget tilbage til os. Vi får noget igen, så det er et meget positivt samarbejde,« siger Casper Roensbech og fortsætter:

»Jeg gad godt råbe ud over hele Randers til alle virksomheder, at her kan I virkelig gøre en forskel. Jeg vil gerne fortælle alle de gode ting, som de kan bruge det til. Det er det, man bliver rig af som virksomhed – måske ikke økonomisk men så på mange andre punkter. Det ville være fedt, hvis alle kunne se, at det her er en mulighed.«