Fritidshjem er på sparelisten til årets budget. Forældre er på barrikaderne.
Randers Kommune har foreslået at lukke Vorup Børne- og Ungdomshus (VBU) som en del af kommunens omfattende spareplaner for budgettet 2025-2028.
Men det sker ikke uden kamp.
Beslutningen vil ikke alene fjerne et af Vorups vigtigste institutioner, men risikerer også at skade sammenhængskraften og trivslen i lokalsamfundet, lyder det i en pressemeddelse fra både Carina Bengtsen Thorsen, der er leder – Vorup Børne- og Ungdomshus, Maria Thuesen, der er bestyrelsesformand og mor til et barn i VBU, samt Julie Margrethe Nyrup, der er formand for Forældreforeningen og mor til to børn der bruger fritidshjemmet.
VBU har gennem 57 år været et vigtigt centrum for børne- og ungdomsliv i Vorup og tilbyder et unikt fristed for børn, der har brug for et alternativ til de traditionelle SFO’er, lyder det. Der er allerede mobiliseret en del kræfter fra de berørte forældre fra Vorup. Der er allerede sendt en del høringssvar til Randers Kommune. Dem kan du se på Randers Kommunes hjemmeside.
Luk ikke fristed
»VBU kan noget helt specielt. Vi tror, det er en kombination af en superskarp ledelse, virkelig engageret personale, opbygningen af huset med stueopdeling efter klassetrin og det fantastiske uderum, hvor der er plads til både at give den gas, lege og få en pause. VBU er et fristed – et sted, vi selv ville have elsket som børn. Børnene bliver set, hørt og rummet – og de er i trivsel,« siger Fie (Anne-Sophie) S. Petersen og Jens Christian E. Andersen, som er forældre til en dreng på Rød Stue.
Kommunen peger på, at Sydbyen (Vorup og Kristrup) allerede har to SFO’er, men erkender samtidig, at Søndermarkskolen mangler kapacitet til at rumme de 74 børn fra VBU. Dertil kommer, at mange af de børn, der i dag har glæde af VBU’s specialiserede rammer, vil kræve særlige støttebehov i de andre tilbud.
For mange børn fungerer VBU som et frirum, hvor de kan deltage i aktiviteter på lige fod med deres jævnaldrende, uden at føle sig anderledes.
»VBU er et sted, hvor vores søn kan være sig selv og deltage i fællesskabet uden at skille sig ud,« siger Julie Margrethe Nyrup, mor til to børn på VBU.
VBU er også dybt forankret i Vorups lokalsamfund og samarbejder med lokale institutioner som Vorup FB og Vorup Husets Venner, hvilket har styrket bydelens sammenhængskraft, lyder pointen.