Patientforløbene i ungdomspsykiatrien i Region Midtjylland skal ændres: »De alt for lange ventetider er ødelæggende for både de unge og deres familier,« siger formand for regionsrådets psykiatri- og socialudvalg.
Stigende ventetider i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Midtjylland har gjort det nødvendigt at ændre patientforløbene markant.
»Børn og unge med svære psykiske udfordringer skal have den hjælp, de har brug for, hurtigst muligt,« siger cheflæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, Michelle O. Kring.
I en pressemeddelelse fra Region Midtjylland forklarer cheflægen, at afdelingen har haft patientplanlægningen under lup for at finde de bedste løsninger, så børn og unge hurtigere kan få den hjælp, de behøver.
»Det er for eksempel ikke hensigtsmæssigt, at alle patienter skal igennem en afklarende samtale, før de kan starte op i et udredningsforløb. En del af vores patienter er så velbeskrevne, når de henvises til os, at de faktisk kan starte direkte i udredning,« siger Michelle O. Kring om et af de nye tiltag, der med tiden skal være med til at reducere ventetiden for nogle patienter.
Tidsoptimering
I dag opfylder afdelingen kun tidsfristen på 30 dage for 10 procent af patienterne. I den nye patientplanlægning vil der ske ændringer i de administrative processer, og tiden, medarbejderne har med patienterne, skal optimeres. Blandt andet vil udredningsforløbene blive samlet, og samarbejdet på tværs om patienterne styrket.
I pressemeddelelsen understreger Michelle O. Kring, at kvaliteten i patientforløbene bevares, og at børn, unge og deres familier vil opleve mere sammenhæng og hurtigere diagnosticering, som kan lede til hurtigere behandling.
Udredningsforløbene følger stadig Sundhedsstyrelsens retningslinjer, men nu i en mere sammenhængende form.
»De alt for lange ventetider er ødelæggende for både de unge og deres familier, derfor er det afgørende, at vi får lavet rammer for hurtigere hjælp,« siger formand for regionsrådets psykiatri- og socialudvalg, Else Søjmark (S).
Implementeringen af den nye patientplanlægning begynder i efteråret 2024. Effekten vil vise sig gradvist i takt med, at de forskellige afsnit i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling overgår til den nye planlægning af patientforløb.
Der vil i afsnittene være løbende og tæt monitorering for at sikre, at patientplanlægningen gør den nødvendige forskel.
»Vi er overbeviste om, at den nye patientplanlægning vil gøre en positiv forskel for patienter, pårørende og medarbejdere. Det er afgørende, at vi kommer til at overholde udrednings- og behandlingsretten, så børn og unge får den rette hjælp til tiden,« siger sygeplejefaglig direktør i Psykiatrien, Jannie Falk Bjerregaard.