Den regerende jyske, danske og nordiske mester i weltervægt smider amatør-trøjen.
Den 23-årige landsholdsbokser Enock Mbilizi debuterer som professionel bokser på Danish Boxing Promotions stævne 18. oktober i Randers. Det skriver Danish Boxing Promotion i en pressemeddelelse.
Med 82 amatørkampe, heraf flere landskampe, bag sig smider den unge mesterbokser landsholdstrøjen, og springer over til en ny tilværelse med bar overkrop på den professionelle boksescene.
Enock Mbilizi er ubesejret i de seneste 20 kampe som amatør og besidder titlerne som regerende mester hele tre steder – både som jysk, dansk og nordisk mester.
Det bliver ved amatørklubben BK Thors hjemmestævne, at der nu for første gang i klubbens historie arrangeres professionel boksning i forlængelse af deres eget amatør-stævne. Her skal den 23-årige nordiske mester fra Aarhus debutere på stævnet som professionel.
Enock Mbilizi har bokset sine første amatørkampe for bokseklubben ’Pugilist’ i Frederikshavn, hvorefter han flyttede til Aarhus-klubben FAK på Frederiksbjerg, som han har bokset sine seneste 38 kampe for.
Han har repræsenteret danske amatør-landshold både i udlandet samt i Danmark de seneste par år.
»Min interesse for boksning opstod, da jeg så mit første store idol Muhammad Ali på skærmen. Jeg ser meget frem til at udøve min barndomsdrøm i forbindelse med min professionelle debut. Jeg føler mig klar til at gå den professionelle vej og føler, at jeg har en solid amatør-baggrund med mig i bagagen. Det bliver ekstremt fedt at skulle debutere et sted jeg kender, jeg har nemlig før bokset på netop Nørrevangskolen i Randers på et af BK Thors amatørstævner i præcis samme hal. Der var dengang en kanonfed stemning blandt publikummet,« – udtaler Enock Mbilizi forventningsfuldt.
Enock Mbilizi skal bokse i vægtklassen welterweight (op til 66,7 kg).
Den store bokseaften afvikles i Idrætshallen på Nørrevangsskolen i Randers 18. oktober. Billetter til stævnet er allerede sat i salg.